03. aug. 2023 kl. 17:00
233 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Torsdagens obligationer: Rentehop på taltung dag

Renten fortsatte op torsdag på en taltung dag.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation endte i 2,85 pct. eller 6 basispoint over niveauet onsdag eftermiddag. Samme tendens sås på det tyske marked, som det danske som regel spejler. Niveauet var stort set uændret fra middagstid.

Der kom flere nøgletal i dagens løb, men ingen rykkede markant ved renteniveauerne.

Fra Tyskland er der fremlagt eksport og import data, endelige PMI-data for service og samlet samt de samme fra eurozonen.

Klokken 11 landede der producentpriser fra eurozonen for juni. De faldt mere end ventet og viste fald for anden måned i træk. Dermed er prispresset på virksomhederne mindre end frygtet.

På årsbasis var der tale om et fald på 3,4 pct. mod et ventet fald på 3,2 pct., og på månedsbasis faldt priserne med 0,4 pct. mod et ventet fald på 0,3 pct. ifølge Bloomberg News.

Torsdag eftermiddag stemplede amerikanerne ind. Fra verdens største økonomi var der mest fokus på det ugentlige tal for nytilmeldte ledige. Der var også tal for for fabriksordrer og ordreindgang af varige goder og service PMI.

Heller ikke fra dem var der nævneværdig påvirkningen af renterne.

RENTEMELDING FRA BOE

Heller ikke rentemeldingen fra den britiske centralbank, Bank of England, påvirkede renteniveauerne.

Bank of England løftede helt som ventet sin ledende rente. For 14. gang i træk og til det højeste niveau i 15 år.

Renten blev sat op med 25 basispoint til 5,25 pct., hvilket var helt som ventet. 61 estimater indsamlet af Bloomberg News pegede på et renteløft og det på mindst 25 basispoint. 16 ventede endda et løft på det dobbelte.

Det var ikke en enig centralbankkomité, der stod bag rentebeslutningen. Seks stemte for et renteplus på de 25 basispoint, to var for en rentestigning på 50 basispoint, mens et medlem ville holde renten uændret.

Trods de mange renteforhøjelser siden december 2021, er prispresset i Storbritannien stadig blandt de højeste i den vestlige verden.

.\\˙ MarketWire



Claus Mikkelsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her