11. jul. 2024 kl. 17:15
156 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Torsdagens obligationer: Renter dykker efter aftagende in...

Renterne dykkede torsdag, hvor amerikanske forbrugerpriser viste mere aftagende inflation end ventet.

De amerikanske forbrugerpriser steg med 3,0 pct. i juni i forhold til samme måned året før. Økonomerne havde ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News ventet en stigning på 3,1 pct. Dermed aftager inflationen umiddelbart, da niveauet måneden før var på 3,3 pct.

Det giver håb om snarlige rentenedsættelser i USA, som sendte aktierne op, mens renterne faldt både i USA og Danmark.

Herhjemme faldt renten på den ledende tiårige danske statsobligation således til 2,44 pct., som er 6 basispoint lavere end dagen før. Også de amerikanske renter dykkede.

TRO PÅ RENTENEDSÆTTELSER

Mindst lige så vigtigt er udviklingen i inflationen på månedsbasis, hvor den overordnede inflation overraskende viste et fald på 0,1 pct. sammenlignet med maj. Her havde økonomerne ventet en lille stigning.

Også kerneinflation går i den rigtige retning med et stigning på 0,1 pct. mod ventede 0,2 pct. på månedsbasis.

Det giver markedet tro på, at den amerikanske centralbank snart kan sænke renten.

- Det er, set med centralbankens øjne, dagens absolut bedste nyhed. Investorerne havde håbet på at se den slags tal, men altså ikke helt troet på det, skriver Søren Kristensen i en kommentar.

Han vurderer dog, at det er en postgang for tidligt at tro på rentenedsættelser allerede i slutningen af juli.

Det samme lyder fra Mikael Olai Milhøj, der er chefstrateg hos Sterna Capital.

- Med to måneder i træk med inflationstal inden for skiven kan den amerikanske centralbank måske begynde at se lyset for enden af tunnellen. Det sker nok ikke allerede på mødet om to uger, men det kan sagtens ske på mødet i september. Det er da også markedets forventning lige nu, skriver han.

.\\˙ MarketWire



Trine Vestergaard +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her