07. dec. 2023 kl. 17:02
196 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Torsdagens obligationer: Renter holder fast i laveste niv...

De danske obligationsrenter kravler torsdag nærmest sidelæns, og dermed holder de fast i det laveste niveau siden marts.

Efter udsving over dagen endte renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation i 2,46 pct., som er 1 basispoint lavere end lukkeniveauet onsdag. Renten dykkede tidligere på dagen til 2,43 pct. og toppede i 2,49 pct.

Dagen bød på flere nøgletal fra udlandet, herunder nyt om beskæftigelsen i USA, før den officielle jobrapport lægges frem fredag.

I sidste uge meldte 220.000 amerikanere sig som førstegangsledige, hvilket var helt på linje med forventningerne blandt økonomer. Ugen før meldte 219.000 sig ledige for første gang, viste et revideret tal. I den afgørende jobrapport fredag ventes en stigning i jobskabelsen uden for landbruget til 185.000 fra 150.000 måneden før.

Fra Tyskland stod den tidligere på dagen på tal for den tyske industriproduktion, der igen aftog i oktober, hvor der ellers var ventet en lille fremgang. Samlet gik den tilbage med 0,4 pct. mod en ventet vækst på 0,2 pct. Det er sjette måned i træk, at den tyske industriproduktion svækkes.

I formiddagstimerne stod det desuden klart, at økonomien i eurozonen er skrumpet i tredje kvartal. Det kom dog ikke som en overraskelse, når man ser på andre indikatorer for økonomien, lød vurderingen fra Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.

- Erhvervstilliden ligger meget svagt til, og der har været rigeligt med modvind i form af højere priser og stigende renter. Økonomien i eurozonen har stået mere eller mindre stille i et år, og det er dybest set fint klaret i lyset af den stride modvind, skriver Jeppe Juul Borre i en kommentar.

Dugfriske tal fra Eurostat viser, at bruttonationalprodukt, BNP, i eurozonen gik tilbage med 0,1 pct. i tredje kvartal. I andet kvartal steg væksten 0,1 pct., og størrelsen på økonomien er uændret i forhold til for et år siden.

.\\˙ MarketWire



Trine Vestergaard +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her