22. nov. 2023 kl. 06:34
124 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA: Federal Reserves chefer så restriktiv rente i "nogen...

Cheferne i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, var på det seneste rentemøde i starten af november, hvor fed funds-renten blev fastholdt i 5,25-5,50 pct., enige om, at renten skal holdes restriktiv i nogen tid.

Desuden var de parate til at stramme renteskruen yderligere, såfremt inflationen ikke udviklede sig tilfredsstillende.

Det fremgår tirsdag af referatet fra rentemødet den 31. oktober og 1. november.

- Alle deltagerne vurderede, at det ville være passende, at pengepolitikken forblev i en restriktiv position i nogen tid, indtil inflationen tydeligt bevæger sig bæredygtigt mod komiteens mål, hedder det i referatret.

Hos Federal Reserve har holdningen længe været, at den neutrale rente, som hverken skubber til eller bremser økonomien i USA, ligger i 2,50 pct.

Centralbanken har et mål om en kerneinflation på 2,0 pct. Den blev senest opgjort ved PCE Core i september i 3,7 pct. Forbrugerpriserne har dog senest i oktober vist en aftagende udvikling i stigningerne til 3,2 pct. fra 3,7 pct. i september.

- Deltagerne bemærkede, at yderligere stramning af pengepolitikken ville være passende, hvis indkomne oplysninger indikerede, at fremskridt mod komiteens inflationsmål var utilstrækkeligt.

I den nuværende situation kan renteudvalget "fortsætte forsigtigt", og at de pengepolitiske beslutninger fremadrettet ikke allerede er fastlagte, men vil blive baseret på de indkommende data og informationer.

Chefgruppen i Federal Reserve var på mødet overrasket over den stærke vækst i tredje kvartal i USA på 4,9 pct., men det blev samtidig fremhævet, at efterspørgslen og udbuddet i økonomien "fortsatte med at komme i bedre balance". Blandt andet på grund af centralbankens nu højere rente. Stramningscyklussen blev indledt i marts 2022, da renten lå omkring nul.

- Deltagerne vurderede, at den nuværende pengepolitiske position var restriktiv og satte nedadgående pres på økonomisk aktivitet og inflation. Derudover bemærkede de, at finansielle forhold var strammet betydeligt i de seneste måneder.

I perioden op til mødet var især de lange renter steget kraftigt, hvilket alt andet lige lægger en dæmper på den økonomiske aktivitet. Renteudvalget understregede dog, at udviklingen i markedsrenter er "volatil", men at mere varige forandringer i de finansielle vilkår "kunne få konsekvenser" for den pengepolitiske bane.

.\\˙ MarketWire



Redaktion +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her