Bekymringer over præsident Donald Trumps nye toldtrusler rettet mod flere europæiske lande lagde en gevaldig dæmper på investorernes humør mandag, selv om det amerikanske aktiemarked holdt lukket i forbindelse med Martin Luther King Day.
Futuren for det brede S&P 500 sluttede mandag nemlig med et fald på 0,9 pct. Futuren for det teknologitunge Nasdaq pegede samtidig på et minus på 1,1 pct., når markedet igen åbner tirsdag, mens Dow Jones-futuren smed 0,8 pct.
Det brede europæiske indeks Stoxx 600 faldt da også forinden mandag med 1,2 pct.
Det fulgte ellers udramatiske minusser til de tre indeks fredag, hvor S&P 500 og Nasdaq hver især faldt 0,1 pct., og Dow Jones bakkede 0,2 pct.
Men stemningen tog et hak ned lørdag, da Donald Trump på Truth Social varslede straftold til en række EU-lande herunder Danmark, indtil USA får fingrene i Grønland, som står højt på Trumps ønskeliste.
I første omgang lyder den varslede told på 10 pct. fra 1. februar, og den skal efter planen stige til 25 pct. fra 1. juni, hvis USA endnu ikke har indgået aftale om at overtage Grønland.
EU vil nu holde topmøde, og der arbejdes angiveligt på et modsvar. Ifølge Financial Times overvejer EU at slå igen med told på amerikanske varer for 93 mia. euro, mens godkendelsen af EU's handelsaftale med USA formentlig lægges på is.
- Truslen om told mod andre NATO-medlemmer skyder en ny dosis usikkerhed ind i det internationale handelsbillede og holder finansmarkederne ude af balance, siger Tim Waterer, chefmarkedsanalytiker hos KCM Trade, ifølge Bloomberg News.
- Aktiemarkederne tager generelt ikke særlig godt imod truslen om højere told eller den potentielle ophævelse af handelsaftaler.
Dermed er der også lagt i kakkelovnen til et højspændt møde i Davos, når der denne uge afholdes World Economic Forum, og hvor Donald Trump efter planen skal på talerstolen onsdag.
På regnskabsfronten begynder det også så småt at dryppe med tal fra de store amerikanske selskaber, efter at Wall Street-bankerne skød regnskabssæsonen i gang i den forgangne uge.
Her er blandt andre Netflix, United Airlines, Intel og Procter & Gamble regnskabsaktuelle i ugens løb.
.\\˙ MarketWire