De amerikanske aktier var i rigtig godt humør og satte igen rekorder onsdag.
Det var optimisme om, at Iran-krigen er på vej mod en slutning kombineret med et stærk regnskab fra chipproducenten Advanced Micro Devices (AMD) tirsdag efter børstid, der løftede humøret hos investorerne.
Regnskabet fra AMD understregede den stærke efterspørgsel genereret af behovet for AI, og det sendte aktien og andre AI-relaterede selskaber til vejrs.
Samtidig var der også positive vinde fra Mellemsøsten, og finansmarkederne synes at tro på, at en aftale mellem USA og Iran til løsning af konflikten er på trapperne. Det har øget risikolysten, selv om intet fortsat er sikkert.
Det brede S&P 500-indeks endte på den baggrund 1,5 pct. højere i 7365,06 indekspoint, hvilket sikrede hovedindekset i USA årets 14. rekord og en stigning på næsten 8 pct. i år.
Dow Jones blev ligeledes løftet 1,2 pct., men er fortsat marginalt sin seneste top. Nasdaq og Nasdaq 100 gik også frem med 2,0 og 2,1 pct. og endte således også begge i rekordniveau.
AMD-TAL SATTE AI-AKTIER I POSITIVT LYS
Chipproducenten AMD, som er nærmeste konkurrent til Nvidia, leverede tirsdag aften en opmuntrende prognose, efter at det i første kvartal er væltet ind med bestillinger på chips til AI-datacentre.
Serverproducenten Super Micro satte egentlig en lavere omsætning for hele året i udsigt, efter at salgsprognosen er blevet justeret til 38,9-40,4 mia. dollar fra tidligere forventning om mindst 40,0 mia. dollar, men selskabets indtjeningsevne er markant forbedret. Og det vægtede højest, vurderede analytikere ifølge Bloomberg News.
Og samlet gav de to regnskaber fornyet tro på styrken i AI-efterspørgslen. AMD og Super Micro blev sendt op med henholdsvis 18,6 pct. og 24,5 pct., og i slipstrømmen lagde aktierne fra nærmest hele AI-fødekæden sig.
Chipproducenten Intel gik desuden frem med 4,5 pct., og aktien i hukommelsesproducenten Micron steg 4,1 pct.
AI-frontløberen og klodens mest værdifulde selskab, Nvidia, sikrede sig samtidig et plus på 5,8 pct. og var mere end nogen anden årsag til onsdagens kursfremgang.
Teknologiselskabet Corning indgik partnerskab med Nvidia, der har fået ret til at aktier i Corning. Aktierne i Cornings steg 12,0 pct. på den nyhed.
DISNEY BELØNNET FOR GODT REGNSKAB
Disney blev sendt til vejrs efter et bedre end ventet regnskab for andet kvartal hjulpet på vej af fremgang i streamingtjenesten, den nye Avatar- og Zootopia-film og ikke mindst øget forbrug blandt gæsterne i koncernens parker og krydstogter.
Disney-aktien blev løftet 7,5 pct.
Resultatmæssigt landede regnskabet over en bred kam bedre end ventet, hvor den justerede indtjening per aktie steg til 1,57 dollar. Til sammenligning havde analytikerne ventet en justeret indtjening per aktie på 1,51 dollar, viser data fra Bloomberg News.
Omsætningen steg med 6,5 pct. til 25,17 mia. dollar mod ventet 24,87 mia. dollar.
Dertil endte indtjeningen i Disneys divisioner, underholdning, oplevelser og sport, alle bedre end ventet blandt analytikerne.
.\\˙ MarketWire