Der var rekorder i støbeskeen midt på dagen på børserne i New York torsdag, men fornyet usikkerhed om udviklingen i Mellemøsten var siden med til vende stemningen.
Det endte dermed med fald i de tre ledende amerikanske aktieindeks, mens renterne og oliepriserne tog en tur, efter at de ellers havde ligget noget lavere tidligere på dagen.
Det brede amerikanske S&P 500-indeks endte 0,4 pct. lavere i 7337,11, efter at det tidligere på dagen havde ligget 0,3 pct. højere i et rekordhøjt niveau.
Nasdaq-indekset var i den tidlige handel over niveauet 26.000 for første gang nogensinde, men også her begyndte en sivende tendens midt på dagen, og indekset endte 0,1 pct. lavere i 25.806,20.
Værst gik det dog for Dow Jones-indekset, som faldt 0,6 pct. til 49.596,60.
Håb om en fredsaftale mellem USA og Iran har de seneste dage ellers været med til at løfte stemningen på finansmarkederne.
Men torsdag aften forlød det blandt andet, at USA overvejer at genoptage militære operationer for at genåbne Hormuz-strædet, da der ikke er sket noget konkret i forbindelse med en foreslået aftale med Iran.
Efterfølgende steg prisen på en tønde brentolie til over 101 dollar fra et niveau omkring 96 dollar tidligere torsdag.
REGNSKABER I FOKUS
Udover at følge med i den geopolitiske udvikling kunne markedsdeltagerne torsdag tage bestik af nogle af de mange regnskaber, der er blevet offentliggjort. Nogle af den har givet anledning til store kursudsving.
Datadog, som er et amerikansk softwarefirma, der laver cloudløsninger til analyse og overvågning, steg hele 31 pct. i kølvandet af en opjusteret salgsprognose.
Omsætningen ventes nu at nå 4,3-4,34 mia. dollar i år mod tidligere estimeret 4,06-4,10 mia. dollar. Analytikere havde blot ventet en omsætning på 4,09 mia. dollar i år op til regnskabet, viser estimater indsamlet af Bloomberg News.
Regnskabet smittede af på Crowdstrike og Palo Alto Networks fra samme sektor, som steg henholdsvis 8,1 og 7,1 pct.
DEN NÆSTEN PERFEKTE STORM
Hvidevareproducenten Whirlpool faldt derimod 12 pct. efter sit regnskab, som var en skuffende omgang for investorerne.
Blandt andet halverer selskabet prognosen for overskuddet per aktie til 3-3,5 dollar per aktie fra tidligere ventet omkring 6 dollar.
- Kombinationen af faldende forbrugertillid, faldende forbrugerefterspørgsel og den irrationelle prispolitik i branchen skabte en nærmest perfekt storm i dette første kvartal, siger Whirlpools topchef, Marc Bitzer, på en telekonference efter regnskabet ifølge Bloomberg News.
Arm Holding leverede onsdag efter børslukketid et regnskab, der umiddelbart blev positivt modtaget af markedet. Men stemningen vendte, da en nærlæsning viste, at en svækket mobiltelefonefterspørgsel rammer royaltyindtægterne.
Samtidig levede prognosen for indeværende kvartal ikke helt op til Wall Streets forventninger, og torsdag faldt aktien 10,1 pct.
Blandt "Magnificent Seven"-aktierne steg Nvidia og Tesla med henholdsvis 1,9 og 3,3 pct. Apple lå et par procent højere tidligere på dagen i et rekordhøjt niveau, men aktien endte med at falde marginalt.
.\\˙ MarketWire