De helt tunge navne i teknologiafdelingen deles med medicinalselskabet Eli Lilly om overskrifterne i torsdagens handel med aktier i USA, hvor stemningen er skiftet til klart positiv efter et par gode nøgletal.
Derfor er aktiemarkedet også på vej mod sin bedste måned siden slutningen af 2020.
S&P 500-indekset stiger efter godt to en halv times handel med 0,4 pct., og Dow Jones-indekset går 1,5 pct. frem.
Sent torsdag var der regnskaber fra mastodonterne Alphabet, Amazon, Microsoft og Meta Platforms, hvor de tre sidstnævnte sendes ned, mens Alphabet er i fremdrift.
Det er med til at holde Nasdaq-indekset tilbage, så stigningen her er begrænset til 0,01 pct.
Torsdag har flere nøgletal peget på fremdrift i økonomien med en pæn vækst i bruttonationalproduktet, og selv om det også var forudset af økonomerne, får det investorerne til at finde optimismen frem igen.
Det gode humør har også rod i, at de store teknologinavne i deres regnskaber fortsat viser masser af tegn på fart på investeringerne.
- Teknologiinvesteringerne viser ingen tegn på at aftage under AI-revolutionen og udgør en af de vigtigste drivkræfter i den nuværende amerikanske økonomi, siger Art Hogan, der er chefstrateg hos B. Wiley Wealth, til Bloomberg News.
ALPHABET OG AMAZON SENDES OP - META STRAFFES TRODS GODE TAL
Blandt enkeltaktierne er regnskabssæsonen nået til de helt tunge drenge i klassen med rapporteringer fra Alphabet, Amazon, Meta Platforms og Microsoft sent onsdag, mens Apple leverer regnskab efter lukketid torsdag.
De fire alene udgør omtrent en fjerdedel af hele markedsværdien i S&P 500-indekset.
Torsdagens regnskaber var generelt til den positive side, men investorerne reagerer alligevel forskelligt på dem.
Eksempelvis er Alphabet i kridthuset med en stigning på 6,7 pct. til 370,72 dollar.
Google-ejeren noterede sig i første kvartal en omsætning på 109,9 mia. dollar mod konsensus om 107,1 mia. dollar blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
Selskabet kan desuden glæde sig over bedre end ventet salg i cloudforretningen og en stor stigning på 40 pct. sammenlignet med fjerde kvartal sidste år i de betalende brugere af AI-chatbotten Gemini.
E-handelskæmpen Amazon blev sendt i begge retninger i eftermarkedet oven på sit regnskab, hvor det startede med fald og siden blev til et stort plus, men i torsdagens ordinære handel er Amazon igen vendt rundt til et fald på 1,8 pct. til 258,29 dollar.
Selskabet fik et klart bedre salg end ventet i sit første kvartal, hvor omsætningen slog konsensus blandt analytikerne ved at lande på 181,5 mia. dollar.
Analytikerne havde inden regnskabet regnet med et samlet salg på 177,2 mia. dollar i januar, februar og marts, viser estimater indsamlet af Bloomberg News.
Indtjeningen per aktie landede på 2,78 dollar mod ventet 1,62 dollar.
Til gengæld er investorerne lidt lunkne ved, at investeringerne i kvartalet voksede til 44,2 mia. dollar, hvilket var over konsensus.
META PLATFORMS STRAFFES FOR LANGT STØRRE UDGIFTSPLANER END VENTET
Meta Platforms, der står bag de sociale medier Facebook og Instagram, leverede også en bedre end ventet toplinje og indtjening i første kvartal, men hovedtemaet i selskabets regnskab var, at der blev lagt yderligere 10 mia. dollar til investeringsprognosen for 2026.
Ifølge Meta Platforms er det blandt andet højere priser på komponenter og flere udgifter til datacentre, der trækker op i investeringsprognosen, der i forvejen er skyhøj i kapløbet om at få udviklet så slagkraftige løsninger inden for kunstig intelligens som muligt.
Aktien falder med 9,2 pct. til 607,28 dollar.
Softwarekæmpen Microsoft er også i modvind efter sit regnskab, selv om toplinjen i selskabets tredje kvartal, der modsvarer kalenderårets første kvartal, var bedre end ventet.
Ifølge Bloomberg News hænger nedturen sammen med, at der ikke var fart nok på cloud-divisionen Azure, der også står bag Microsofts løsninger inden for kunstig intelligens (AI).
Selskabet har haltet lidt efter i forhold til at få tilstrækkelig datacenterkapacitet stablet på benene til at omfavne efterspørgslen på det heftigt voksende område for AI.
Microsoft falder med 5,1 pct. til 402,74 dollar.
Medicinalselskabet og Novo-rivalen Eli Lilly har i sit regnskab før børsåbningen opjusteret forventningerne, og på den baggrund sendes aktien op med 9,5 pct. til 932 dollar.
Salget af diabetes- og vægttabsmidlet Mounjaro bragede desuden i første kvartal i vejret med 125 pct. fra samme kvartal sidste år til 8,7 mia. dollar. Det var noget over analytikernes forventninger ifølge Bloomberg News på 7,21 mia. dollar.
Også chipkoncernen Qualcomm er i hopla med en stigning på 16,2 pct. til 181,30 dollar.
Det sker efter meldinger om, at selskabet gør fremskridt på det lukrative marked for datacentre, hvor en af de helt store såkaldte hyperscalere - en stor cloududbyder med massive datacentre i ryggen - er på vej til at benytte sig af Qualcomms chips senere i år.
.\\˙ MarketWire