Divergerende meldinger fra Mellemøsten giver anspændt stemning på Wall Street mandag, hvor aktierne sendes et hak ned fra de rekordniveauer, der blev sat fredag.
Investorerne forsøger nemlig at finde ud af, hvad der er op og ned i meldingerne om, at et amerikansk krigsskib skulle være blevet ramt af iranske missiler. Amerikanerne har selv afvist, at det skulle være tilfældet, men olieprisen sendes op, og det mærkes på aktierne, som sendes den anden vej.
Det brede S&P 500-indeks og det teknologitunge Nasdaq falder begge 0,5 pct., efter at de to indeks satte rekorder fredag. Det smalle Dow Jones bakker med 0,9 pct.
- Jeg tror ikke, at markederne i tilstrækkelig grad har indregnet de langsigtede risici, der er på vej. Der er flere negative overraskelser i vente, og det vil kunne ses i de kommende regnskaber, siger Mark Malek, investeringsdirektør i Siebert Financial, ifølge Reuters med henvisning til høje oliepriser, som krigen har kastet af sig.
En tønde Brent-olie koster ved middagstid i New York 112,80 dollar, hvilket er 3,3 pct. højere end de sidste handler fredag.
GAMESTOP VIL HAVE FINGRENE I EBAY
På den selskabsspecifikke hylde får handelsplatformen Ebay og computerspilforhandleren Gamestop en del opmærksomhed mandag.
Det skyldes, at sidstnævnte sent fredag annoncerede et overraskende overtagelsestilbud på 56 mia. dollar for Ebay.
Gamestops administrerende direktør, Ryan Cohen, siger til den amerikanske avis The Wall Street Journal, at han ønsker at gøre Ebay til en konkurrent til e-handelsgiganten Amazon.
- Ebay burde være - og vil være meget mere værd. Jeg tænker på at gøre Ebay til noget, der er hundredvis af milliarder dollar værd, siger Ryan Cohen til The Wall Street Journal.
Gamestops bud lyder på 125 dollar per aktie i Ebay, og det er en præmie på 20 pct. i forhold til lukkekursen fredag.
Det sender Ebay-aktien op med 5,5 pct. mandag, mens Gamestop går stik modsat med minus 8,7 pct.
Der er samtidig kommet gevaldigt pres på aktierne inden for transport og logistik, efter at Amazon har udvidet sin fragtservice med lanceringen af "Amazon Supply Chain Services". Dermed åbner handelskæmpen sit logistiske netværk for andre virksomheder uden for sin markedsplads.
Pakkepostkæmpen UPS er dagens bundskraber i S&P 500 med et minus på 9,5 pct. Lige efter ligger transportkoncernen CH Robinson med et fald på 9,2 pct.
Fedex falder desuden med 9,1 pct., mens JB Hunt bakker med mere beherskede 4 pct.
For Amazon selv går det frem med 0,9 pct.
NORWEGIAN CRUISE NEDJUSTERER - HØJE ENERGIPRISER GØR ONDT
Det starter forholdsvis roligt ud med regnskaber fra ugens start, inden at tempoet sættes op de kommende dage.
Blandt mandagens få regnskabsaktuelle selskaber er cruiseselskabet Norwegian Cruise dog kommet i groft hav efter sit regnskab for første kvartal.
Selv om resultaterne egentlig ser fornuftige ud, har cruiseselskabet som følge af høje energipriser og lavere efterspørgsel som følge af Iran-krigen skåret i forventningerne til 2026.
Årets justerede indtjening per aktie ventes på 1,45-1,79 dollar mod tidligere skøn på omkring 2,38 dollar. Analytikerne havde ventet 2,13 dollar ifølge Bloomberg-estimater.
Det sender aktien ned med 8,9 pct.
Efter børslukketid venter også regnskab fra dataanalyse- og forsvarssoftwarekoncernen Palantir som det væsentligste indspark.
Inden da stiger aktien med 1,4 pct.
.\\˙ MarketWire