En rentebeslutning fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, og en hel stribe tunge regnskaber fra navne som Alphabet, Amazon, Microsoft og Meta Platforms efter børslukketid fylder onsdag på aktiemarkedet i USA.
Derfor er tilgangen også noget afventende frem mod de tunge begivenheder med mindre bevægelser tæt omkring udgangspunktet for de tre toneangivende indeks.
Det sker alt sammen på et bagtæppe af fortsat stigende oliepriser, der nu nærmer sig det højeste niveau siden starten af krigen mellem Iran og USA samt Israel på den anden side. Derfor er tendensen også til små fald.
Efter godt to en halv times handel falder S&P 500-indekset med 0,2 pct., og det samme gør Nasdaq-indekset. Dow Jones-indekset falder med 0,7 pct.
NERVØSITETEN I MARKEDET STIGER
Den fortsat tilspidsede situation i Mellemøsten og de stigende oliepriser betyder også, at der helst ikke skal falde for dårlige nyheder fra de store begivenheder senere på dagen.
Prisen for en tønde af af den europæiske referenceolie, Brent, til levering i juni stiger for ottende handelsdag i træk og er nu oppe på 117,35 dollar. Det er det højeste niveau siden den 31. marts, hvor prisen var oppe i 118,69 dollar.
Det får også statsrenterne til at stige til det højeste niveau i omtrent en måned. Men selv om markedet balancerer på en knivsæg, kan det også ende med, at onsdagens begivenheder tolkes som positive, vurderer Louis Navellier, der er grundlægger af og investeringsdirektør for børshuset Navellier.
- Hvis AI-investeringerne stiger, og Federal Reserve betragter energiomkostningerne som forbigående, kan man forvente et kursopsving. Hvis der udvises forsigtighed, kan vi muligvis se en vis nedadgående volatilitet, siger han ifølge Bloomberg News.
REGNSKABER FYLDER MEGET BLANDT ENKELTAKTIERNE
Selv om de helt store regnskabsbegivenheder først venter efter børslukketid onsdag, er der rigeligt med rapporteringer at forholde sig til for investorerne.
Onsdag gælder det blandet andet biludlejningskoncernen Avis Budget, der måtte konstatere et større tab per aktie i første kvartal, end det var ventet blandt analytikerne.
På den baggrund falder aktien med 0,6 pct. til 181,01 dollar.
General Dynamics er omvendt i fremdrift, efter at forsvarskoncernen leverede en bedre end ventet omsætning i første kvartal.
Salget endte i perioden på 13,5 mia. dollar mod konsensus om 12,7 mia. dollar blandt analytikerne ifølge estimater fra Bloomberg News.
Aktien stiger med 10,4 pct. til 346,15 dollar.
Føde- og drikkevarekoncernen Mondelez, der er kendt for mærker som blandt andet Marabou, Oreo, Daim og Philadelphia, bliver også belønnet for bedre end ventede resultater i første kvartal, som også efterfølgende har høstet ros fra flere analytikere.
Mondelez noterede sig i kvartalet en justeret indtjening per aktie på 0,67 dollar mod konsensus om 0,61 dollar blandt analytikerne ifølge estimater fra Bloomberg News.
Det resultat kom i land på baggrund af en omsætning på 10,1 mia. dollar mod analytikerforventningen 9,8 mia. dollar.
Aktien stiger med 4,7 pct. til 61,29 dollar.
Med til at trække markedet ned er fald til blandt andet chipkæmpen Nvidia på 1,1 pct. til 210,68 dollar og elbilproducenten Tesla på 1,4 pct. til 370,77 dollar.
.\\˙ MarketWire