Økonomer har ikke meget godt at sige, om den amerikanske jobrapport for februar, som skuffer stort.
Økonomien mistede 92.000 arbejdspladser uden for landbruget i februar mod en ventet stigning på 55.000 arbejdspladser.
Samtidig steg arbejdsløsheden mod forventning til 4,4 pct. i februar fra 4,3 pct. i januar.
Og desuden er der bagudrettede og nedadgående revisioner.
"En dårlig jobrapport", lyder en del af overskriften i en kommentar til jobtallene fra Mikael Olai Milhøj, chefstrateg og partner i Sterna Capital Partners.
- Beskæftigelsesfremgangen de seneste to måneder blev nedjusteret med 69.000. Samlet set har der altså reelt set ikke været beskæftigelsesfremgang i USA de seneste tre måneder.
- Det er en for kraftig konklusion at sige, at amerikansk økonomi er i bakgear på grund af manglende beskæftigelsesvækst, men det understreger, at arbejdsmarkedet ikke er i lige så god form som tidligere, lyder vurderingen.
Også Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv, er skuffet.
- Det er noget af en spand koldt vand i hovedet, efter at jobvæksten ellers overraskede positivt i januar. Det amerikanske arbejdsmarked står i øjeblikket og flimrer omkring en meget svag jobvækst, når man ser på udviklingen i årets to første måneder.
Hos Dansk Industri er konklusionen også negativ.
- Der har været utrolig mange skuffende jobrapporter i Donald Trumps første tid som præsident. Der er i 2025 og starten af 2026 blot blevet skabt lidt over 10.000 nye job om måneden, hvilket er et kritisk lavt niveau, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri, der betegner jobrapporten som "katastrofal".
.\\˙ MarketWire