07. maj 2026 kl. 12:11
78 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/tendens: Rekordsporet holdes akkurat - regnskaber fra McDonald's og Snap i fokus

USA/tendens: Rekordsporet holdes akkurat - regnskaber fra McDonald's og Snap i fokus

Investorerne holder akkurat snuden i rekordsporet torsdag, hvor de amerikanske aktier står til at åbne i grønt for tredje dag i træk.

Det kan dog hurtigt tippe den anden vej, idet futures for de tre ledende indeks, S&P 500, Nasdaq og Dow Jones, alle stiger med små 0,1 pct. hver især.

Det kommer i kølvandet på onsdagens brede og solide optur, hvor de tre indeks steg 1,2-2,0 pct. med rekorder til S&P 500 og Nasdaq, på håbet om at en fredsløsning mellem USA og Iran måske snart er på plads.

Iran gennemgår og overvejer det seneste amerikanske fredsforslag, som kilder indikerer formelt vil afslutte krigen.

- Selv om der endnu ikke er indgået en endelig fredsaftale, priser markederne tydeligvis et meningsfuldt skridt frem mod en løsning ind. Det afgørende er, at det reducerer sandsynligheden for de mest negative scenarier – især dem, der indebærer et mere langvarigt chok for den globale vækst, siger Francisco Simón, chef for investeringsstrategi hos Santander, ifølge Bloomberg News.

Torsdag er der ikke så meget nyt fra den front, og i stedet kan investorerne koncentrere sig om de mange regnskaber som i disse uger vælter ind over Wall Street.

MCDONALD'S PRÆSTERER FEDT OVERSKUD - SNAP RAMMES AF IRAN-KRIG

Blandt de regnskabsaktuelle selskaber er fastfoodkæmpen McDonald's, som ligger lunt i formarkedet, efter at selskabet har fremvist et stærkere end ventet overskud for første kvartal.

Det sammenlignelige salg voksede dog ikke helt så meget som spået, men investorerne er glade og sender aktien op med 3,2 pct. i formarkedet.

Snap, som står bag Snapchat, falder 8,4 pct. efter sit regnskab, hvor annonceforretningen har været under pres fra krigen i Mellemøsten.

Snapchat har egentlig haft markant bedre end ventet vækst i antallet af brugere, men investorerne lader til at hæfte sig ved, at "geopolitisk modvind fra Mellemøsten" ifølge Snap har kostet 20-25 mio. dollar i marts alene, skriver Bloomberg News.

Onsdag aften var der umiddelbart godt nyt fra chipsektoren, da Arm Holding fremlagde et bedre end ventet regnskab for fjerde kvartal inklusive en opmuntrende prognose.

Det sendte aktien op med over 10 pct., men en nærlæsning viste en svag udvikling relateret til mobiltelefoner og hukommelse sin negative effekt på royaltyindtægterne. Samtidig levede prognosen for indeværende kvartal ikke helt op til Wall Streets forventninger, og i torsdagens formarked falder aktien 7 pct.

Aktien i Doordash er i hopla med et plus på 9,9 pct. i formarkedet, da madudbringeren har fremlagt en opmuntrende ordreprognose.

Doordash regner med bruttobestillinger i sit andet kvartal for 32,4-33,4 mia. dollar, og det trumfer forventningen hos analytikerne på 32,25 mia. dollar. Det tegner et billede af en glimrende efterspørgsel på madleveringer i både USA og på de internationale markeder, hvor Doordash i Danmark ejer madudbringeren Wolt.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 294 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig