10. okt. 2025 kl. 15:45
43 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/åbning: AI-appetit bag grøn start - Levi´s straffes f...

En nyfunden appetit på kunstig intelligens, AI, skaber fredag god stemning ved amerikansk børsstart.

Torsdag var bekymringer om aktiebobler inden for blandt andet AI ellers med til at trække de store indeks i USA væk fra rekordsporet.

Fredag er der plusser at finde i den indledende handel, om end de er for små til at skabe flere rekorder. Det brede S&P 500-indeks går frem med 0,3 pct., og det samme gør Nasdaq-indekset, mens Dow Jones mere betydeligt går frem med 0,5 pct.

- Jeg føler mig ret overbevist om, at AI vil brede sig ud til andre områder af markedet. Investorerne kommer til at opdage, at selskaber, der udbyder eller skaber AI er én ting, men selskaber, der vil være gavnet, er ligeså - hvis da ikke mere - vigtige, siger Francis Gannon, der er investeringschef i Royce Investment Partners, til Reuters.

Blandt optimisterne er det schweiziske børshus UBS, der i en analyse vurderer voldsom salgsvækst på AI-området frem til 2030.

- Vi venter, at den globale AI-omsætningsvækst vil vokse med en vækstrate på 41 pct. om året til og med 2030 og nå 2600 mia. dollar, skriver analytikerne ifølge Investing.com

Dagens prygelknabe er buksemageren Levi Strauss, der trods en løftet prognose i torsdagens eftermarked straffes for en kommentar fra selskabets finansdirektør om, at tolden også rammer den kendte denimproducent.

Fredag venter dertil nyt om forbrugertilliden, når University of Michigan fremlægger sin foreløbige opgørelse for oktober. Tallet kan ifølge Reuters tiltrække sig ekstra opmærksomhed, da nedlukningen af statsapparatet i USA har dæmpet nyhedsstrømmen betragteligt. Forbrugertilliden ventes i oktober at være svækket til 54,0 fra 55,1 i september.

Det er blandt andet gået ud over den ugentlige opgørelse for nytilmeldte ledige. En analyse fra Goldman Sachs viser dog, at ledighedskøen formentlig voksede i sidste uge til 235.000 fra 224.000 ugen før.

LEVI´S ADVARER OM TOLDPÅVIRKNING

Jeansproducenten Levi Strauss - også kendt som Levi´s - er trods en opjustering af forventningerne i rødt i det amerikanske formarked.

Forventningerne til omsætningsvæksten er løftet til omkring 3 pct. fra tidligere op til 2 pct.

Selskabet, der sent torsdag kom med regnskab for tredje kvartal, har erkendt, at tolden fra USA´s præsident, Donald Trump, er begyndt at bide.

- Vi er begyndt at mærke effekterne af toldsatserne, siger Harmit Singh, der er finansdirektør hos Levi Strauss, i et interview med Bloomberg News.

Omsætningen i tredje kvartal var ellers på niveau med markedets forventninger, mens indtjeningen per aktie oversteg konsensus.

Hos børshuset Morgan Stanley påpeges det, at Levi´s ikke har formået at omdanne udsigterne for den forbedrede toplinje til en bedre indtjening.

Aktien dykker 8,9 pct. i den tidlige handel.

QUALCOMM RAMT AF KINESISK KULEGRAVNING

Chipproducenten Qualcomm er kommet i søgelyset hos de kinesiske konkurrencemyndigheder, der undersøger selskabet for brud på konkurrencelovgivningen i Kina.

Undersøgelsen omhandler Qualcomms køb af israelske Autotalks fra juni, oplyser de kinesiske myndigheder ifølge Bloomberg News.

Kulegravningen sker op til forhandlinger mellem USA´s præsident, Donald Trump, og den kinesiske pendant, Xi Jinping. Forud for forhandlingerne forsøger begge parter ifølge nyhedsbureauet at positionere sig bedst muligt.

Qualcomm viger 1,0 pct.

Omvendt er der fremgang til Intel, der også gør sig inden for computerchips, efter at børshuset TD Cowen har løftet kursmålet for aktien, skriver Reuters.

Intel stiger 2,6 pct.

.\\˙ MarketWire



Morten Frederik Heltoft +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her