14. dec. 2023 kl. 15:39
114 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/åbning: Aktiefesten fortsætter og indeks jagter rekor...

Den gode stemning fortsætter på det amerikanske aktiemarked torsdag, hvor de tre ledende indeks lægger ud med at stige. Det var den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der onsdag satte gang i aktiefesten med sit rentemøde, og den grønne farve har fortsat fat ved åbningen torsdag.

Her stiger både Nasdaq-indekset og S&P 500-indekset med 0,5 pct., mens Dow Jones løftes 0,3 pct.

Onsdag aften indikerede centralbanken, at renten har toppet, at inflationen ventes at blive afdæmpet, og at der er udsigt til en stribe rentenedsættelser næste år. Det fik de amerikanske investorer til tasterne, hvor aktierne blev handlet kraftigt opad, og de tre ledende indeks lukkede alle med et plus på 1,4 pct.

Med fremgangen endte Dow Jones onsdag i rekordniveau, mens S&P 500 er mindre end 2 pct. fra sin seneste top. Begge de seneste rekorder er sat tilbage i januar 2022, og torsdag er jagten på nye altså indledt igen.

- Der har været meget debat over de seneste uger om, hvorvidt investorerne har oversatset og været for optimistiske i forhold til, hvor hurtigt Federal Reserve ville sænke renterne - men meldingen fra centralbanken er, at det ikke er tilfældet, siger Craig Erlan, der er senioranalytiker hos Oanda, ifølge Bloomberg News.

Torsdag har Den Europæiske Centralbank fulgt trop med en fastholdt rente, men her ser ECB ikke samme fremskridt i det pengepolitiske arbejde, som er tilfældet i USA. ECB-chef Christine Largarde meddeler på det efterfølgende pressemøde, at rentesænkninger slet ikke har været diskuteret ved mødet i ECB.

APPLE RAMMER REKORD

Begejstringen over den amerikanske centralbanks signal om tre rentenedsættelser næste år sendte onsdag Apple i rekord, og selskabets markedsværdi nærmer sig nu værdien af Europas største aktiemarked: Det franske.

Det skriver Bloomberg News.

Værdien af Apple ramte onsdag knap 3079 mia. dollar, eller omkring 21.000 mia. kr. Til sammenligning er værdien af samtlige børsnoterede franske aktier omkring 3200 mia. dollar, eller lidt over 21.800 mia. kr.

Ud over børsen i Frankrig er det kun værdien af børserne i Kina, Japan, Indien, Hongkong og selvfølgelig USA, der stadig er større end Apple.

Lukkekursen for Apple onsdag hed 197,96 dollar - en stigning på 1,7 pct. fra tirsdag.

Den forrige lå på 196,45 dollar og blev sat den 31. juli i år.

Torsdag ved åbningen stiger aktien mere beskedent med 0,8 pct.

ADOBE SKUFFER MED PROGNOSE

Aktien i Adobe falder torsdag 5,8 pct. ved åbningen, da prognosen for det nye regnskabsår 2023/24 skuffede onsdag aften.

Softwarekoncernen regner med en omsætning i de igangværende 12 måneder på 21,3-21,5 mia. dollar, men det er mindre end konsensus på Wall Street, som ifølge Bloomberg News lyder på 21,74 mia. dollar.

Udmeldingen er skuffende, da investorerne ifølge Bloomberg News havde set frem til, at nye værktøjer baseret på kunstig intelligens og medfølgende prisforhøjelser ville have skubbet væksten hurtigere opad. Prognosen for det nye regnskabsår peger dog på en fremgang på toplinjen på godt 10 pct.

.\\˙ MarketWire



Trine Vestergaard +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her