12. sep. 2025 kl. 15:43
42 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/åbning: Aktierne i New York holder sig tæt på rekordn...

De ledende amerikanske aktieindeks holder sig fredag fra åbningen i New York tæt omkring torsdagens lukkerekorder.

Efter få minutters handel ligger det brede S&P 500-indeks næsten uændret, mens Dow Jones-indekset falder 0,2 pct.

Det teknologitunge Nasdaq-indeks stiger samtidig beherskede 0,1 pct.

UDSIGT TIL RENTENEDSÆTTELSER

Markedet er i ugens løb steget i takt med, at investorerne er blevet endnu mere overbeviste om, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve (Fed), er klar til at åbne op for rentesænkninger - startende onsdag efter bankens rentemøde.

- Markederne indregner med næsten sikkerhed, at Fed vil sænke sin styringsrente på onsdag, og er temmelig sikre på, at dette er den første af flere sænkninger, siger Brian Jacobsen, cheføkonom hos Annex Wealth Management, til Reuters.

- Forvent ikke noget klart signal fra Fed om, at den har til hensigt at indlede en række sænkninger. Den vil sandsynligvis i det mindste sige, at den vil holde sine muligheder åbne, tilføjer han.

OPJUSTERING FRA ADOBE

Blandt aktierne i fokus fredag er softwareselskabet Adobe, som torsdag aften efter børslukketid opjusterede forventningerne til årets omsætning og indtjening.

Det skete i regnskabet for tredje kvartal, som bød på større vækst i både salg og indtjening end ventet.

Analytikerne har særligt fokus rettet mod den tilbagevendende omsætning, og her overraskede rapporten også positivt. Ifølge Bloomberg Intelligence kan regnskabet dæmpe nogle af investorernes bekymringer for faldende efterspørgsel som følge af tredjeparts AI-værktøjer.

Også finanshuset Vital Knowledge er positive på regnskabet.

- Tredje kvartals resultater var ganske sunde, og prognosen for fjerde kvartal ses højere, men vigtigst af alt har Adobe fremskridt med AI-produkter der viser investorerne, at selskabet ikke bliver overhalet af Google, OpenAI og andre, skriver finanshuset ifølge Bloomberg News.

I samme ombæring påpeger Vital dog, at et enkeltstående regnskab ikke er nok til at fjerne "forældelsesskyer", der hænger over Adobe.

Adobe-aktien lå højere i formarkedet, men i den ordinære handel lægger den ud med at falde 0,3 pct.

Blandt de store aktier kaldet "magnificent seven" skiller Tesla sig ud med et plus på 2,3 pct.

Apple falder derimod 0,2 pct. Selskabet udskyder lanceringen af sin nye iPhone Air i Kina. Det sker med henvisning til myndighedsgodkendelser.

Da forudbestillingerne af telefonen startede fredag, ville den kinesiske hjemmeside ikke lade kunderne komme videre, så de kunne bestille. I stedet kunne de læse, at yderligere oplysninger om lanceringen kommer på et senere tidspunkt og at alle modeller vil blive frigivet efter godkendelse.

Apple havde ellers tidligere annonceret, at kineserne kunne forudbestille fra den 12. september, og at telefonerne ville være på hylderne den 19. september.

Markedsdeltagerne får kl. 16 nyt om udviklingen i forbrugertilliden. Forbrugertillidsindekset fra University of Michigan ventes at vise et lille fald i september til 58,0 fra 58,2 måneden før.

.\\˙ MarketWire



Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her