27. okt. 2023 kl. 15:38
293 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/åbning: Amazon og Intel bringer optimisme tilbage og ...

Den står på et mindre comeback til det hårdt prøvede Nasdaq-indeks, der fredag lægger ud med et solidt plus, efter en svær tid for de rentefølsomme teknologi-aktier, som har været sendt ned af de høje renter.

Det er gode regnskaber fra både Amazon og Intel, der har været med til at bringe optimismen tilbage, efter de blev offentliggjort i de sene aftentimer torsdag.

Også S&P 500-indekset stiger, efter at indekset ellers var i korrektionsterritorie i løbet af torsdagen.

Fredag stiger Nasdaq-indekset 1,0 pct. fra åbningen, mens S&P 500-indekset løftes 0,4 pct. Dow Jones er under pres med et minus på 0,1 pct.

Torsdag faldt Nasdaq-indekset ellers mest med 1,8 pct., hvor S&P 500-indekset sluttede 1,2 pct. lavere i 4137,21. Det er dermed 9,8 pct. lavere end den seneste top på 4588,96, der blev nået den 31. juli, og samtidig meget tæt på en korrektion, der er karakteriseret ved et fald på 10 pct. fra seneste top.

Det var presset ned af blandt andet en skuffende prognose fra Meta Platforms.

- De bedre end ventede resultater fra Amazon torsdag aften har løftet humøret, siger Sophie Lund-Yates, der er aktieanalytiker hos Hargreaves Lansdown, ifølge Bloomberg.

Hun hæfter sig dog ved, at den overordnede bekymring for markedet stadig hviler på den økonomiske situation, og hvilken rentebeslutning centralbanken Federal Reserve når frem til i næste uge.

Her er også landet nyt i form af offentliggøres PCE-kerneprisdeflatoren, der er blandt den amerikanske centralbanks vigtigste inflations-indikatorer. Den viste en stigningstakt på 3,7 pct. på årsbasis i september.

Økonomerne havde ifølge Bloomberg News estimeret en fremgang på netop 3,7 pct. på årsbasis, og dermed er den let aftagende fra en kerneinflationsindikator fra 3,8 pct. på årsbasis, viser et revideret tal.

AMAZON MED STÆRKT SALG



E-handelskæmpen Amazon solgte mere end ventet i tredje kvartal, hvor også indtjeningen viste sig stærkere end ventet i markedet. Det blev omsat til en indtjening per aktie på 0,94 dollar, hvor analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde ventet 0,58 dollar.

Omvendt kan salgsprognosen for fjerde kvartal ikke helt følge med konsensus i markedet, og det holdt begejstringen nede i torsdagens eftermarked.

Den skepsis har investorerne dog rystet af sig, da aktien stiger 5,3 pct. ved åbning.

INTEL MED LYSE UDSIGTER

Chipkæmpen Intel leverede klart bedre end ventet i tredje kvartal, og også for fjerde kvartal er udsigterne lyse, hvis man skal tro selskabets prognose, som også løber pænt fra konsensus blandt analytikerne.

Det bliver taget god imod af investorerne, der sender aktien op med 8,4 pct.

Intel leverede i tredje kvartal en justeret indtjening per aktie på 0,41 dollar, mens analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde regnet med bare 0,21 dollar.

Resultatet kom i land på baggrund af en omsætning på 14,2 mia. dollar mod konsensus om 13,5 mia. dollar.

For fjerde kvartal spiller Intel ud med en prognose om et salg på 14,6-15,6 mia. dollar, og her er selv bunden over konsensusbuddet fra analytikerne på 14,4 mia. dollar.

EXXON MED HALVERET INDTJENING

ExxonMobils indtjening blev mere end halveret i tredje kvartal og lever heller ikke helt op til forventningerne blandt analytikere.

Olieselskabets aktie ligger dog uændret ved åbningen.

Målt på per aktie kom Exxon ud af tredje kvartal med et overskud på 2,27 dollar mod ventet 2,36 dollar ifølge Bloomberg News.

Fokus er nu på gennemførelsen af Exxons største opkøb i en generation, Pioneer Natural Resources for 64 mia. dollar, skriver Wall Street Journal.

FORD MED SKUFFELSE

Bilproducenten Ford skuffede klart med sine resultater for tredje kvartal, og samtidig trækker selskabet sin prognose for hele året, mens en godkendelse af en ny overenskomst afventes.

I tredje kvartal hentede Ford en justeret indtjening per aktie på 0,39 dollar, mens analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde ventet 0,47 dollar.

For hele året trækkes forventningerne, der tidligere lød på et justeret driftsresultat (EBIT) på 11-12 mia. dollar, selv om selskabet mener at være godt på vej til at indfri det.

Aktien falder 4,8 pct. ved åbning.

.\\˙ MarketWire



Trine Vestergaard +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her