24. sep. 2024 kl. 15:44
135 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/åbning: Behersket optimisme med kinesiske selskaber i...

De amerikanske aktiebørser har tirsdag lagt ud med små stigninger i de tre ledende indeks, efter at Kina tidligere på dagen annoncerede en række pengepolitiske lempelser for at understøtte økonomien.

Tiltagene i Kina gav tirsdag først solid medvind til de asiatiske aktier, og siden er de europæiske aktier fulgt med op i mere afdæmpet tempo.

Nu er turen så kommet til børserne i USA, hvor det brede S&P 500-indeks efter små ti minutters handel ligger 0,1 pct. højere. Dow Jones-indekset stiger ligeledes 0,1 pct., mens Nasdaq-indekset har lagt ud med et plus på 0,3 pct.

KINESISKE AKTIER I USA HAR MEDVIND

Særligt nogle af de kinesiske firmaer, der er noteret i USA, har medvind fra dagens start på børserne i New York.

Blandt dem stiger Alibaba, PDD Holdings og Li Auto med henholdsvis 6,5, 6,1 og 8,3 pct.

De minerelaterede virksomheder stiger også pænt på forhåbninger om bedre udsigter for kinesisk økonomi.

I dette segment kan Freeport-Mcmoran Copper & Gold blandt andet notere en stigning på 6,8 pct.

Den republikanske præsidentkandidat Donald Trump var mandag ude med riven efter traktorproducenten Deere , som angiveligt overvejer at flytte arbejdspladser til Mexico.

- Jeg vil bare lige gøre Deere opmærksom på nu, at hvis I gør det, så sætter vi 200 pct. told på alt, hvad I gerne vil sælge ind i USA, sagde Donald Trump mandag ifølge Bloomberg News.

Tidligere i år har Deere fortalt, at selskabet vil fyre 503 medarbejdere i staten Illinois og 310 i Iowa på grund af stigende driftsomkostninger og faldende efterspørgsel.

Deere-aktien faldt i mandagens eftermarked med 1,5 pct. til 402,70 dollar, men stemningen er siden vendt - og aktien er åbnet 1,6 pct. højere i 415,47 dollar.

FINANSHUS SÆNKER ANBEFALINGEN AF KAFFEKÆDE

Der kan også komme fokus på aktien i kaffekæden Starbucks, efter at analytikere fra finanshuset Jefferies har sænket anbefalingen af aktien til "underperform" fra "hold".

Aktien er steget med 24 pct., siden Brian Niccol tiltrådte som ny topchef og initierede et omfattende spareprogram. Men det er for stor en kursstigning ifølge Jefferies.

- Selv om den nye direktør har foreslået nødvendige strategiske ændringer, så forventer vi, at det vil blive en udfordret eksekvering, da eksempelvis kultur, værdiopfattelser og ny teknologi tager tid at få fikset, lyder det fra Jefferies ifølge Bloomberg News.

Starbucks falder fra start med 0,7 pct.

.\\˙ MarketWire



Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her