14. jul. 2023 kl. 15:44
266 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/åbning: Fortsætter fremgangen støttet af banker og Mi...

Opløftende kvartalsrapporter fra den amerikanske storfinans vendte fredag først på eftermiddagen børsstemningen i USA i positiv retning, og for to af de tre store indeks blev det til en åbning af børserne i New York med positivt fortegn.

Det brede S&P 500-indeks ligger kort efter handelsstart 0,3 pct. højere, og for de tunge aktiers Dow Jones-indeks er der tale om en stigning på 0,5 pct. Det teknologidominerede Nasdaq-indeks løftes umiddelbart 0,4 pct.

Dermed er der udsigt til fortsat fremgang efter plusser torsdag på 0,9 pct. for S&P 600-indekset og på 0,1 pct. for Dow Jones. Nasdaq-indekset lukkede torsdag 1,6 pct. højere. Og hen over ugen er S&P indekset steget 2,8 pct.

HÅBER PÅ STOP FOR RENTESTIGNINGER

Generelt er markedet fortsat præget af nøgletal, der torsdag viste, at producentpriserne i USA steg 0,1 pct. på årsbasis i juni, hvor økonomerne adspurgt af Bloomberg havde ventet en stigning på 0,4 pct. Dagen før viste en opgørelse over forbrugerpriserne i USA en stigning på 3,0 pct. i juni i forhold til samme måned året før. Økonomerne havde ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News ventet en stigningstakt på 3,1 pct.

De positive og overraskende nøgletal styrkede håbet om, at centralbanken, Federal Reserve, er tæt på afslutningen af renteforhøjelser med henblik på at tøjle inflationen.

ET PAR BANKER I FREMGANG

Dertil henter handlerne fredag inspiration fra kvartalsregnskaber fra tre amerikanske finanskæmper.

Wells Fargo landede i andet kvartal indtægter for i alt 20,53 mia. dollar, hvilket var bedre end de 20,13 mia. dollar, som analytikerne havde sat næsen op efter. På bundlinjen endte indtjeningen per aktie på 1,25 dollar.

Aktien i Wells Fargo ligger 2,4 pct. højere efter de første handler.

JPMorgan har leveret en bedre end ventet indtægtsudvikling i andet kvartal. Den positive overraskelse er blandt andet drevet af nettorenteindtægterne, hvor helårsprognosen også blive opjusteret. De justerede samlede indtægter landede på 42,40 mia. dollar, hvilket er over analytikerkonsensus indsamlet af Bloomberg News på 39,34 mia. dollar.

Aktien stiger 1,4 pct. i den indledende handel

Også Citigroup har præsenteret positivt overraskende regnskab med en indtjening per aktie på 1,33 dollar mod analytikernes forventning om 1,30 dollar per aktie ifølge nyhedsbureauet Refinitiv. Men der er tale om et fald på 39 pct., og aktien taber indledningsvist 0,6 pct.

Yderligere er kapitalforvalteren Blackrock kommet bedre end ventet gennem andet kvartal og kan se de mange milliarder, som selskabet har under forvaltning, vokse mere end ventet.

Men aktien handles 0,3 pct. ned fra handelsstart.

Pengetanken voksede til 9430 mia. dollar, hvilket svarer til en fremgang på 11 pct. sammenlignet med samme kvartal sidste år. Til sammenligning havde analytikerne ventet 9360 mia. dollar.

På bundlinjen steg den justerede indtjening per aktie til 9,28 dollar mod ventet 8,45 dollar per aktie. I andet kvartal sidste år lød overskuddet per aktie på 7,36 dollar.

SYGEKASSE OPJUSTERER

Uden for finansverdenen har sygekassen Unitedhealth Group opjusteret forventningerne til hele året til en justeret indtjening per aktie i niveauet 24,70 til 25 dollar, svarende til en lille opjustering fra tidligere 24,50 til 25 dollar.

Andet kvartal resulterede for sygekassen i en justeret indtjening per aktie på 6,14 dollar, hvilket er højere end samme periode sidste år på 5,57 dollar og analytikernes forventning.

Analytikere adspurgt af Bloomberg News havde ventet et overskud på 5,95 dollar per aktie.

Aktien stiger 3,1 pct.

Derudover har schweiziske UBS opgraderet sin anbefaling af it-giganten Microsoft til "køb" fra "neutral". Det løfter it-aktien 1,4 pct.

.\\˙ MarketWire





Henning Nielsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her