16. jun. 2025 kl. 15:42
41 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/åbning: Grøn start med Meta i topform

De amerikanske aktiemarkeder åbner i grønt mandag, da en reduktion i oliepriserne hjælper med til at berolige stemningen på trods af igangværende angreb mellem Iran og Israel og øget fokus på det kommende rentemøde i den amerikanske centralbank.

Det brede S&P 500-indeks åbner 0,7 pct. højere, mens Nasdaq-indekset løftes 1,0 pct. og Dow Jones-indekset stiger 0,6 pct.

Fredag bakkede Dow Jones 1,8 pct., mens Nasdaq tabte 1,3 pct.

S&P 500-indekset faldt fredag med 1,1 pct., da oliepriserne blev løftet med mere end 7 pct., efter at Israel og Iran udvekslede luftangreb, hvilket nærede investorernes bekymring for, at kampene i vid udstrækning kan forstyrre olieeksporten fra Mellemøsten.

Faren for yderligere eskalering hænger truende over et møde mellem G7-lederne i Canada.

Der er mandag ingen tegn på, at kampene aftager, men ikke desto mindre falder olieprisen med mere end 1 pct., hvilket giver en vis lettelse til investorer, der er bekymret over en genopblussen af inflationen, efter at olieprisen har nået det højeste niveau siden januar.

Investorerne retter fokus mod onsdagens rentemelding fra den amerikanske centralbank, der ventes at holde renten i ro.

Derfor vil opmærksomheden især være mod kommentarer fra centralbankchef, Jerome Powell, samt opdaterede prognoser for pengepolitik og økonomi via dot-plot-skemaet, hvor bankens beslutningstagere anonymt hver især melder ud, hvor de ser renten ved udgangen af de kommende år.

- Vi forventer, at mediandeltageren vil antage en mere stagflationær holdning efter aprils toldoverraskelser, på trods af lettede finansielle forhold fra den svagere dollar, med højere inflation og nedgraderet BNP-vækst i 2025, vurderer strateger fra Barclays ifølge Reuters.



- Dot-plot-skemaet vil sandsynligvis vise forsinkede rentesænkninger, med kun én i år og tre i 2026.

Det står i kontrast til forventninger i markedet, hvor handlen med rentefutures indregner rentenedsættelser på 48 basispoint i år og dermed lige knap to hele.

META VIL ANNONCERE PÅ WHATSAPP

Meta Platforms vil for første gang tilbyde abonnementsløsninger til brugere på Whatsapp, der i fremtiden også vil blive præsenteret for annoncer i appen.

Facebook-ejeren vil indsætte reklamer i "Updates"-sektionen af Whatsapp, der dagligt besøges af op mod 1,5 mia. brugere, skriver Bloomberg News.

Udsigten til en ny indtægtskilde tages godt imod af handlerne, der sender aktien op med 2,9 pct.

Blandt de største selskaber er Nviida også godt kørende med et plus på 1,5 pct., mens Microsoft og Broadcom løftes med 0,5 til 1,5 pct.

US STEEL FÅR FJERNET FORHINDRING FOR AT BLIVE OPKØBT

En lang og sej kamp med den amerikanske regering er overstået for japanske Nippon Steel, der endelig har fået godkendt sit opkøb af amerikanske US Steel for 14,1 mia. dollar.

Sent sidste uge godkendte USA´s præsident, Donald Trump, ifølge Bloomberg News handlen, der har været undervejs i halvandet år.

Nyheden gør godt for aktien i US Steel, der øger 5,0 pct., efter at aktien fredag blev sendt ned af bekymringer for nye overtagelsesforsinkelser.

ROKU I VEJRET PÅ INDGÅET SAMARBEJDE MED AMAZON

Roku åbner 10,3 pct. højere, efter at streamingudstyrs-selskabet og Amazon Ads har indgået et partnerskab, hvor annoncører vil have adgang til mere end 80 pct. af de amerikanske husstande, der er tilsluttet tv gennem Amazon DSP. mar 2025kedsføringsværkøj.

Partnerskabet "forbedrer adresserbarheden" på tværs af tjenester, herunder Roku Channel, Prime Video og andre virksomheders streamingplatforme.

Sarepta Therapeutics er med et dyk på 42,1 pct. i frit fald, efter at biotekselskabet har fået sænket anbefalingen hos to børshuse.

Det sker, efter at en patient er omkommet under behandling med genterapi mod muskelsvindsygdommen Duchennes muskeldystrofi. Det er anden patient, der er omkommet under behandlingen.

.\\˙ MarketWire



Jakob Due Jakobsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her