07. aug. 2023 kl. 15:50
167 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/åbning: Grønt efter fire røde dage - kødgigant straff...

Amerikanske aktier stiger mandag efter fire dage med fald efter nedgradering af den amerikanske kreditværdighed i sidste uge.

S&P 500-indekset stiger 0,5 pct. efter knap et kvarters handel efter et fald med 0,5 pct. fredag, Nasdaq-indekset stiger 0,1 pct. efter et fald på 0,4 pct., og Dow Jones-indekset stiger efter fredagens fald på 0,4 pct. med 0,6 pct. mandag.

Fredagens sure afslutning kom mod slutningen af handelsdagen, da et analysenotat fra storbanken JPMorgan ramte marekdet. JPMorgan ser ikke længere en truende recession forude for USA efter fredagens arbejdsmarkedsrapport.

Det kan betyde, at den amerikanske centralbank har mere spillerum og eventuelt plads til yderligere stramninger af pengepolitikken, hvis ikke inflationen kommer ned mod bankens målsætning. Samtidig kan det også betyde, at de første rentesænkninger er længere ude i horisonten. Dermed blev fredag fjerde dag på strib med røde indeks.

Men det er trådt i baggrunden mandag.

Regnskabssæsonen i USA lakker mod enden og resultatet har været bedre end ventet ifølge tal fra Factset, skriver Reuters. 84 pct. af selskaberne i det brede amerikanske indeks, S&P 500, har leveret regnskaber og omkring 80 pct. af dem har leveret bedre end ventet af Factset.

Der er ikke så mange regnskaber at bedømme mandag. Men Tyson Food er et af dem.

TYSON FOOD FALDER

Tyson Foods dykker 9,8 pct. til 50,95 dollar, efter at den amerikanske kødgigant har leveret skuffende tal for sit forskudte tredje kvartal.

Salget er faldet med 2,6 pct. i tredje kvartal til 13,14 mia. dollar, hvor analytikere adspurgt af Bloomberg News havde sat næsen op efter 13,59 mia. dollar.

Salget af oksekød skuffer ved at dykke 5,3 pct. målt på volumen, hvor analytikerne kun ventede et fald på 2 pct.

Også salget af svinekød skuffer ved at dykke 1,8 pct. målt på volumen sammenlignet med analytikernes forventning på en fremgang på 1,5 pct.

Den justerede indtjening per aktie er decimeret til 15 cent fra 194 cent, hvilket også er svagere end analytikerkonsensus på 26 cent.

De gennemsnitlige priser er faldet 2,6 pct. mod et ventet fald på knap 1 pct.

Her er den store synder priserne på svinekød, der er dykket 16,4 pct. mod et ventet fald på 5,8 pct.

SAGE THERAPPEUTICS SENDT NED AF FDA

Sage Therapeutics falder markant efter at flere finanshuse blandt andet RBC, Oppenheimer og Wedbush har nedjusteret aktien efter de amerikanske myndigheder ikke har givet fuld godkendelse af selskabets medicin, Zurzuvaed. Den er kun godkendt til behandling af fødselsdepression, men ikke til behandling af svære depressive lidelser.

Samtidig har selskabet også meldt om skuffende tal for andet kvartal

Aktien falder 48,3 pct. til 17,46 dollar.

SOVOS STIGER EFTER KØBSTILBUD

Amerikanske Campbell Soup har indgået aftale om køb af fødevareproducenten Sovos Brands for 2,7 mia. dollar.

For Campbell er der tale om det største opkøb siden 2017, da det overtog producenten af snacks Snyder´s Lance for omkring 6 mia. dollar.

Det skriver Bloomberg News.

Campbell vil i henhold til aftalen betale 23 dollar per aktie i Sovos Brands, hvilket repræsenterer en præmie på over 28 pct. i forhold til lukkekursen for aktien i fredags.

Aktien i Sovos Brands stiger mandag da også 24,8 pct. til 22,50 dollar, mens Campbell Soups aktie falder 0,3 pct. til 45,12 dollar.

BERKSHIRE HATHAWAY HØJERE PÅ REKORDRESULTAT

B-aktien i det amerikanske investeringsselskab Berkshire Hathaway, som investeringsguruen Warren Buffett står bag, stiger 2,3 pct. til 358,07 dollar efter i weekenden at have leveret regnskab i weekenden, som viste et rekordstort driftsoverskud.

Med stigningen nærmer aktien sig sit højdepunkt på 362,10 dollar fra marts sidste år, skriver Bloomberg News.

Regnskabet viste det største kvartalsvise driftsoverskud nogensinde - på 10,04 mia. dollar mod 9,42 mia. dollar i andet kvartal sidste år.

Resultatet på bundlinjen var et overskud på 35,91 mia. dollar sammenlignet med et tab på 43,62 mia. dollar i samme periode sidste år.

Overskuddet blev skabt af aktiebesiddelserne, stigende renter og øgede udbytteudlodninger.

.\\˙ MarketWire



Claus Mikkelsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her