26. jan. 2024 kl. 15:36
259 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/åbning: Intel varsler skidt nydt og sender Nasdaq i r...

Den amerikanske chipkæmpe Intel forudser en svagere start på året, og de negative toner er med til at presse teknologiaktierne i Nasdaq-indekset fredag.

Ved åbningen falder indekset 0,2 pct., mens både Dow Jones og S&P 500-indekset dykker 0,1 pct.

I makrokalenderen har investorerne så småt fordøjet de seneste dages rentemeldinger, og fredag kunne de notere en let aftagende amerikansk inflation.

Kerneinflationsindikatoren PCE Core, der beskrives som Federal Reserves foretrukne inflationsmål, viste en stigning på 2,9 pct. på årsbasis i december, hvor økonomerne ifølge Bloomberg havde ventet 3,0 pct. Måneden forinden steg den 3,2 pct.

- Markedet er nu komfortabelt med en blød landing, konstaterer Vincent Juvyns, der er markedstrateg hos JPMorgan Asset Management, ifølge Bloomberg News.

- Centralbankerne har bekræftet, at rentesænkningerne kommer senere, end vi først havde ventet, men den melding er nu blevet fordøjet af markedet, lyder det videre.

Torsdag endte med den femte rekorddag i træk for det amerikanske hovedindeks, S&P 500, der steg 0,5 pct. til lukkerekord nummer fem i rap. Markedet er nu steget med 2,6 pct. i år efter sidste års plus på 24,2 pct.

Dow Jones vandt også frem med 0,6 pct., mens Nasdaq blev løftet mere beskedne 0,2 pct.

INTEL VARSLER SVÆR START PÅ ÅRET

Chipkæmpen Intel leverede efter børstid torsdag en skuffende prognose for første kvartal, og det smitter også negativt af på flere andre i sektoren.

Aktien falder 9,8 pct. ved åbning.

Intel regner med en justeret omsætning i sit igangværende første kvartal på 12,2-13,2 mia. dollar, og det er et godt stykke under forventningerne på Wall Street, da de ifølge Bloomberg News på forhånd lød på 14,25 mia. dollar.

Selskabet regner samtidig med et justeret overskud per aktie på 13 cent, hvilket kun er godt en tredjedel af buddet fra analytikerne.

AMERICAN EXPRESS STRYGER OP

Betalingskortgiganten American Express stiger 2,6 pct. efter selskabets regnskab for fjerde kvartal.

Tallene for fjerde kvartal var egentlig lidt svagere end ventet, men til gengæld er selskabets prognose for 2024 opløftende læsning.

I år venter selskabet nemlig en indtjening per aktie på 12,65-13,15 dollar, hvor analytikerne før regnskabet kun havde estimeret 12,40 dollar.

Selskabet ser desuden en vækst i omsætningen i 2024 på 9-11 pct.

Regnskabet for fjerde kvartal viser en indtjening per aktie på 2,62 dollar mod 2,07 dollar i samme kvartal sidste år. Analytikerne havde dog ventet et lidt højere resultat på 2,65 dollar.

LEVI STRAUSS MED FYRINGSRUNDE

Levi Strauss & Co. har i sit regnskab for fjerde kvartal lagt en skuffende prognose for 2024 frem, og det sender aktien ned med 2,2 pct. ved åbningen.

Annonceringen af en fyringsrunde, hvor 15 pct. af kontormedarbejderne i koncernen skal ud, trækker heller ikke op.

Tøjproducenten, mest kendt for sine jeans, regner med et justeret overskud per aktie i 2024 på 1,15-1,25 dollar, men selv i den høje ende er det interval under forventningen på Wall Street, da den ifølge Bloomberg News lyder på 1,33 dollar.

.\\˙ MarketWire



Trine Vestergaard +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her