01. maj 2025 kl. 15:42
99 visninger

USA/åbning: Microsoft stiger tocifret i grønt marked - Qu...

Mundvigene peger endnu engang op ad på de amerikanske marked torsdag, efter at solide regnskaber fra Microsoft og Meta har banet vejen for den gode stemning.

De to techgiganter leverede tal efter børstid onsdag, og derfor smitter reaktionerne fortsat af dagen derpå.

Ved åbningen stiger det teknologitunge Nasdaq-indeks mest med et plus på 1,9 pct., mens S&P 500 følger i hælene med en fremgang på 0,8 pct. Dow Jones henter 0,4 pct.

- Indtil videre har vi set de store techselskaber levere på indtjening, hvilket er betryggende, siger Georgios Leontaris, der er investeringschef hos HSCB, ifølge Bloomberg News.

Dermed har markedet taget hul på endnu en positiv dag og samtidig sat kurs mod den ottende grønne dag i streg, efter at markedet også onsdag formåede at kravle op. Det skete efter rygter om, at USA har rakt ud til Kina for at forhandle told.

- Et andet element af historien i dag, som rækker ud over indtjeninger, er tydeligvis den løbende debat om, hvorvidt larmen fra told har toppet, siger han videre.

Torsdag fylder den historie fortsat, da USA´s finansminister, Scott Bessent, har lagt op til at deeskalere toldkrigen, skriver Reuters.

MICROSOFT STÅR TIL OPTUR

Microsoft-aktien vinder 10,1 pct. torsdag, efter at softwarekoncernen med sit regnskab for tredje kvartal overtrumfede forventningerne.

Det var især det overordnede salg kombineret med en vækst inden for cloud-forretningen, som løftede stemningen.

Koncernen oplevede i sit tredje kvartal en stigning i omsætningen på 13 pct. til 70,07 mia. dollar mod ifølge Bloomberg News ventede 68,48 mia. dollar. I forretningen for "intelligent cloud" var salget på 42,40 mia. dollar mod ventede 42,22 mia. dollar, hvilket var lig med en vækst på 20 pct., men underliggende var der en fremgang i Azure og andre cloud-ydelser på 33 pct. mod spåede 31 pct.

- Cloud og AI er de essentielle input for enhver virksomhed til at udvide output, reducere omkostninger og accelerere vækst, udtaler topchef Satya Nadella i regnskabet.

META FASTHOLDER STABILT ANNONCESALG

Meta Platforms fastholdt stabilitet i annonceforretningen i første kvartal, trods den øgede usikkerhed i økonomien og den forringede tillid blandt både forbrugere og virksomheder, og koncernen, som ejer både Facebook og Instagram, lagde samtidig en opmuntrende prognose for andet kvartal frem.

Aktien stiger herefter 6,4 pct.

Meta regner nemlig med at omsætte for 42,5-45,5 mia. dollar i de igangværende tre måneder, og midtpunktet af det interval er i 44 mia. dollar, hvilket kun er en my under Wall Streets forventninger ifølge Bloomberg News på 44,06 mia. dollar.

Samtidig har koncernen regnet på de ventede omkostninger for hele 2025, og de ses nu lande i 113-118 mia. dollar mod tidligere 114-119 mia. dollar, så der er udsigt til besparelser på 1 mia. dollar.

PRES PÅ QUALCOMM OG ELI LILLY

Aktien i Qualcomm dykker 8,6 pct., efter at chipproducentens salgsprognose for tredje kvartal ikke helt levede op til forventningerne.

Qualcomm regner med indtægter i de igangværende tre måneder på 9,9-10,7 mia. dollar, og midtpunktet af det interval på 10,30 mia. dollar er en anelse under forventningerne på Wall Street ifølge Bloomberg News på 10,33 mia. dollar.

Også Eli Lilly har det svært, og aktien dykker 7 pct. oven en delvis nedjustering og kvartalstal. Hertil meldingen om, at CVS Health har indgået partnerskab med Novo Nordisk og fjerner Eli Lillys fedmemiddel Zepbound fra listen over sine foretrukne lægemidler.

For hele året venter Lilly uændret en koncernomsætning på 58,0-61,0 mia. dollar.

Forventningerne til den justerede indtjening per aktie sænker Lilly til 20,78 til 22,28 dollar fra tidligere ventet 22,5 til 24 dollar. Det skyldes regnskabsteknisk regulering (IPR&D charges) i forbindelse med opkøb, skriver Lilly.

.\\˙ MarketWire



Trine Vestergaard +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her