05. dec. 2024 kl. 15:43
125 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/åbning: Nasdaq fortsætter i rekordrillen - rift om kr...

Små udsving præger det amerikanske aktiemarked torsdag, hvor rekorderne er inden for rækkevidde, og særligt kryptoaktiver er god gænge.

Onsdag satte S&P 500-indekset lukkerekord nummer 56 i år efter en stigning på 0,6 pct. Og Dow Jones indekset steg 0,7 pct. og sikrede sig lukketop nummer 44. Endelig gik Nasdaq frem med 1,3 pct. til årets 34. rekord.

I det hele taget har det været et superår for amerikanske aktier med en stigning på 27,6 pct. i S&P 500-indekset.

Torsdag stiger S&P 500-indekset 0,01 pct. fra åbningen, Dow Jones-indekset falder 0,1 pct., mens Nasdaq-indekset har fundet ind i rekordrillen og stiger 0,2 pct.

KRYPTOAKTIER FÅR OPMÆRKSOMHED

Appetit er der til gengæld på kryptovalutaen bitcoin, der er strøget forbi 100.000 dollar for første gang nogensinde.

Fremgangen skal ses i lyset af, at USA´s kommende præsident, Donald Trump, har valgt en fortaler for kryptovaluta til at være den næste chef for det amerikanske børstilsyn.

Det drejer sig om Paul Atkins, der skal erstatte den afgående chef for det amerikanske børstilsyn, SEC, Gary Gensler, som slog ned på digitale aktiver.

Prisen på bitcoin stiger torsdag eftermiddag med 5,4 pct. til 103.178 dollar, og dermed er fremgangen nået over 50 pct. siden den 4. november - dagen før det amerikanske præsidentvalg.

På aktiemarkedet stiger kryptobørsen Coinbase med 5,3 pct., bitcoinmineselskabet Mara Holdings ligger 6,2 pct. højere, og bitcoininvesteringsfonden Microstrategy stiger 7,8 pct.

DETAILAKTIER I FOKUS

I den mere håndgribelige ende af aktiemarkedet er der fokus på detailbranchen efter et par regnskaber fra sektoren.

Lavpriskæden Dollar General stiger 0,4 pct. fra åbningen, efter at selskabet har indsnævret sin salgsprognose for i år. Dollar General venter nu, at det sammenlignelige salg stiger med 1,1-1,4 mod tidligere 1-1,6 pct., skriver selskabet.

Der er også kommet regnskab fra supermarkedskæden Kroger. Aktien falder 1,7 pct. fra åbningen. Omsætningen landede i tredje kvartal på 33,6 mia. dollar mod ventet 34,2 mia. dollar ifølge Bloomberg, mens det justerede resultat per aktie blev 0,98 dollar - helt som ventet af analytikerkorpset.

Senere torsdag efter amerikansk børslukketid kommer der også regnskab for fjerde kvartal fra teknologikoncernen Hewlett Packard Enterprises. Aktien stiger 0,2 pct. fra åbningen. Børshuset Morgan Stanley har vovet at opjustere sin anbefaling til "overvægt" fra "ligevægt" inden regnskabet.

.\\˙ MarketWire



Jakob Dalskov +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her