15. jul. 2025 kl. 15:43
63 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/åbning: Nvidia trækker markedet med op efter grønt ly...

Teknologiaktierne - anført af Nvidia - er tirsdag i hopla, efter at de amerikanske myndigheder har givet grønt lys til eksport af AI-chips til Kina.

Det løfter ikke blot Nvidia og chip-sektoren, men hele det brede marked med op.

Nasdaq-indekset går til vejrs, mens både det brede S&P 500 og i særdeleshed det smalle Dow Jones-indeks halter efter.

Det teknologiprægede Nasdaq stiger 0,8 pct., S&P 500 nøjes med et plus på 0,4 pct., og Dow Jones falder 0,1 pct.

Handlerne skal da også forholde til en stribe amerikanske inflationstal, som mudrer billedet en smule. På den ene side steg inflationen mere end ventet i juni, hvilket får økonomerne til at pege på, at effekten fra Donald Trumps told er ved at slå igennem. På den anden side var kerneinflationen - altså uden energi- og fødevarepriser - helt som ventet.

INFLATION STIGER - MEN AFDÆMPET

Inflationen viste sig højere end ventet i juni, hvor forbrugerpriserne steg 2,7 pct. Det var dog ikke farligt meget mere end de 2,6 pct., som økonomerne have ventet. Samtidig landede kerneinflationen helt som ventet og aftog faktisk en smule på månedsbasis.

Alt i alt ikke noget, som handlerne i sidste ende har taget voldsomt på vej over. Futures blev kortvarigt sendt solidt op, mens renter faldt. Men efterfølgende har markederne stabiliseret sig omkring udgangspunktet før inflationsrapporten blev offentliggjort.

- På nuværende tidspunkt er der ikke tale om alarmerende prisstigninger, men vi forventer, at prisstigningerne tager til i styrke i de kommende måneder. Dermed spænder Trump ben for sig selv i forhold til at få renten i USA ned, skriver Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom i Sydbank, i en kommentar.

Han pointerer dog også, at der kun var en afdæmpet stigning i kerneinflationen.

NVIDIA FÅR GRØNT LYS TIL EKSPORT

Den amerikanske chipproducent Nvidia må igen sælge sine eftertragtede chips i Kina, og det sender Nvidia-aktien i vejret med 4,3 pct. i de første handler. Det svarer til et spring i markedsværdien på svimlende 1100 mia. dollar.

Den amerikanske administration er tilsyneladende vendt rundt på en tallerken og har igen givet grønt lys til, at Nvidia må sælge sine særlige chip af typen H20 AI.

De er skabt med det formål at leve op til amerikanske handelsrestriktioner mod Kina, men siden april har eksporten alligevel været blokeret.

Den ændrede kurs er sket som led i de igangværende forhandlinger, hvor USA præsident, Donald Trump, samtidig har talt for, at Kina skal åbne op for mere salg af sine sjældne jordarter.

Samtidig stiger Advanced Micro Devices (AMD) med 7,7 pct.

Her har selskabet også meldt ud, at man er klar til at genoptage salget af sin AI-chip MI308 i Kina, når handelsministeriet i USA har godkendt salgslicensen. Computerchippen MI308 har ligesom Nvididas H20 AI været underlagt restriktioner fra den amerikanske regering, der har ønsket at begrænse den kinesiske adgang til computerchip til brug inden for kunstig intelligens.

STORBANKER SLÅR FORVENTNINGER

Vanen tro er den amerikanske regnskabssæson blevet skudt i gang med tal fra de største banker, og her slår de fleste forventningerne.

USA´s største bank, JPMorgan Chase, fik i andet kvartal justerede indtægter for 45,68 mia. dollar mod ventet 44,05 mia. dollar ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News.

Indtægterne fra handel med rentepapirer, valuta og råvarer (FICC) endte ligeledes højere - på 5,69 mia. dollar mod ventet 5,22 mia. dollar.

Som en ekstra luns til investorerne opjusterer JPMorgan forventningerne til hele året, hvor bankkolossen nu ser nettorenteindtægterne ende på 95,5 mia. dollar mod tidligere 94,5 mia. dollar.

Aktien falder dog 1 pct. ved åbningen.

Bedre går det for Citigroup, som formåede at køre sikkert gennem et uroligt kvartal.

Det fremgår af bankens regnskab for april, maj og juni, der er offentliggjort tirsdag eftermiddag. Her præciserer storbanken også sine forventninger til indtægterne i 2025.

Forventningen er nu justerede indtægter for omkring 84 mia. dollar mod tidligere 83,1-84,1 mia. dollar.

Aktien stiger 1,4 pct.

Wells Fargo har dog ramt under forventningerne, og det bliver straffet med et minus på 4,3 pct.

Banken leverede ikke tilstrækkeligt på renteindtægterne i andet kvartal, og heller ikke forventningerne til indtægterne på renteområdet for resten af året imponerer.

.\\˙ MarketWire



Christian Iversen Kielberg +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her