30. jun. 2023 kl. 15:38
21 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/åbning: Optimismen får fat efter positive inflationstal

Opløftende inflationstal sender fra åbningen fredag de amerikanske aktier frem, i det der tyder på en stærk afslutning på kvartalet.

Et lettelsens suk rammer fra investorerne på en aftagende inflation i maj, hvor bekymringen for højere renter fra Federal Reserves hånd ellers har tynget.

Data viser fredag eftermiddag, at centralbankens foretrukne inflationsmål PCE core steg 4,6 pct. på årsbasis i maj mod 4,7 pct. måneden før og ventet 4,7 pct.

- Det viser antydninger af stabilitet, og at vi er på vej i den rigtige retning. Når vi lukker dette kvartal og vender os til anden halvdel af året, er jeg optimistisk; Økonomien og forbrugerne er i god form og vil fortsat komme sig, siger Peter Andersen fra Capital Management, til Reuter.

Chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, har i denne uge lagt op til, at der er flere rentestigninger på vej. Handlerne indregner nu en 86,8 pct. chance for, at Federal Reserve vil hæve renten med 25 basispoint til 5,25-5,50 pct. på rentemødet i juli, ifølge CMEGroups Fedwatch, skriver Reuters. For en uge siden var tallet 72 pct.

I de første handler stiger S&P 500-indekset 0,8 pct., Dow Jones øger med 0,7 pct., og Nasdaq-indekset ligger 1,1 pct. højere.

Det teknologitunge Nasdaq-indeks er på baggrund af "hysteriet" omkring aktier orienteret mod kunstig intelligens (AI) steget næsten 30 pct. i de første seks måneder af 2023 - og det kan gå hen og blive den bedste præstation i 40 år, påpeger Reuters.

NIKE FALDER

Nike starter dagen i bakgear, da torsdagens sene regnskab for fjerde kvartal viste let skuffende indtjening grundet stigende omkostninger og på trods af en større salgsvækst end ventet.

Sportstøjskoncernen oplevede i perioden ellers en stigning i omsætningen på knap 5 pct. til 12,83 mia. dollar mod ventede 12,59 mia. dollar, mens det justerede overskud per aktie blev på 0,66 dollar, sammenlignet med 0,90 dollar et år tidligere, og mod et konsensusestimat på 0,67 dollar, ifølge Bloomberg News.

Aktien falder 1,7 pct.

APPLE PÅ VEJ MOD 3000 MIA. DOLLAR-VÆRDI

Apple stiger med 1 pct. til 191,44 dollar, efter Citigroup igen er begyndt dækning af aktien med en "køb"-anbefaling.

Torsdag steg aktien igen til ny lukkerekord efter et løft på 0,2 pct.

Og med fredagens spæde start i plus, ligner det fjerde handelsdag i træk med ny lukketop til iPhone-koncernen, der med hastige skridt endnu en gang nærmer sig en markedsværdi på 3000 mia. dollar.

Og netop her i rekordniveau har investeringsbanken Citigroup indledt sin analysedækning af aktien i Apple med en ny købsanbefaling og en forventning om en kursstigning på mere end 25 pct. til 240 dollar per aktie.

- Wall Street undervurderer den fortsatte ekspansion af bruttomarginerne drevet af et skifte mod dyrere versioner af iPhone samt fortsat vundne markedsandele i Kina og Indien, hedder det i en kommentar fra analytiker i storbanken Atif Malik.

Apples aktie var til og med torsdag steget 46 pct. i 2023 til en samlet børsværdi på 2982 mia. dollar.

Adobe stiger 0,2 pct. på trods af, at de britiske konkurrencemyndigheder er begyndt endnu en runde undersøgelser af overtagelse af Figma for 20 mia. dollar.

.\\˙ MarketWire



Charlotte Mackeprang +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her