03. jul. 2025 kl. 15:46
98 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/åbning: På fortsat rekortkurs efter positiv jobrapport

Den amerikanske jobrapport for juni var torsdag eftermiddag en positiv overraskelse som løftede stemningen i aktiemarkedet, styrkede dollar og trak renterne op.

Og fra åbningen af de amerikanske aktiebørser i New York en time efter offentliggørelsen af rapporten er der stigninger - omend moderate - til de tre toneangivende aktieindeks på 0,4 pct. til det brede S&P 500-indeks, på 0,5 pct. til det teknologidominerede Nasdaq-indeks og på 0,4 pct. til de tunge aktiers Dow Jones-indeks.

Dermed peger åbningen frem mod en fortsættelse af den rekordkurs, som to af de tre store indeks har bevæget sig ind på.

S&P 500-indekset vandt onsdag frem med 0,5 pct. til lukkerekord i 6227,42 indekspoint. Årets sjette rekord. Dow Jones faldt sideløbende marginalt, mens Nasdaq førte an med et løft på 0,9 pct. - ligeledes til en ny lukketop i 20.393,19 point.

Jobrapporten viste, at der blev skabt 147.000 nye job uden for landbruget i juni mod en ventet jobskabelse på 106.000 job. I maj var jobskabelsen på 139.000.

Samtidig viste rapporten et lille fald i arbejdsløsheden til 4,1 pct. fra 4,2 pct. mod en ventet stigning ifølge Bloomberg News til 4,3 pct.

Torsdagens lidt sekundære beskæftigelsesindikator, antallet af nytilmeldte ledige i sidste uge, faldt også ud til den positive side med 233.000 nye ledige mod et ventet antal på 241.000.

SKIDT NYT FOR UDSIGTEN TIL RENTEFALD

Jobrapporten var imødeset som retningspil for, hvornår den amerikanske centralbank, Federal Reserve, vil sænke sin styringsrente. Blandt handlere sås der før offentliggørelsen af rapporten en sandsynlighed for en nedsættelse allerede i juli inspireret af vigende vækst og højere ledighed. Men den forventning trives ikke med den positivt overraskende jobrapport.

- Dette er godt nyt for økonomien, men det er skidt nyt for de, som håbede på en rentenedsættelse i juli, kommenterer Matt Maley, chefstateg i Mille Tabak & Co. ifølge Bloomberg News.

- Den fortsatte robuste udvikling på det amerikanske arbejdsmarked trækker entydigt i retning af at forsinke den næste rentenedsættelse fra den amerikanske centralbank, konstaterer Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv.

Jobrapporten offentliggøres sædvanligvis den første fredag i måneden, mens rapporten for juni var rykket en dag frem, fordi amerikanerne fejrer Uafhængighedsdag fredag den 4. juli.

Af samme grund - fredagens fejring - er torsdag en kort handelsdag i USA, hvor børserne lukker tre timer tidligere end sædvanligt, kl. 13, amerikansk tid svarende til kl. 19 dansk tid.

INTERESSE FOR SOFTWARE

Selskabsmæssigt er der fra børsåbning interesse for chipdesign-softwarefirmaerne Synopsys og Cadence Design Systems, som løftes henholdsvis 3,4 pct. og 4,5 pct. i den indledende handel. Baggrunden er, at USA har ophævet eksportrestriktionerne på chipdesign-software til Kina. Det signalerede en nedtrapning af handelsspændingerne mellem verdens to største økonomier.

Tripadvisor stiger 11,5 pct., efter at finansavisen Wall Street Journal har rapporteret, at aktivistinvestoren Starboard Value har akkumuleret en ejerandel på mere end 9 pct. i onlinerejsefirmaet.

Yderligere går Datadog 9,4 pct. frem, efter at cloud-sikkerhedsfirmaet skal erstatte Juniper Networks i S&P 500-indekset.

.\\˙ MarketWire



Henning Nielsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her