05. sep. 2023 kl. 15:39
181 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/åbning: Små fald fra start med olieaktier mod strømmen

Stigende renter og svage nøgletal fra Kina er tirsdag med til at sende de amerikanske aktier i rødt fra start, hvor olieaktierne går mod strømmen efter et solidt løft til olieprisen.

Aktiemarkederne i New York holdt lukket mandag som følge af fejringen af Labor Day.

Den nye handelsuge starter med fald på 0,3 pct. til Nasdaq-indekset, mens S&P 500-indekset taber 0,2 pct. og Dow Jones-indekset åbner med et marginalt fald.

Fredagen var kun moderat positiv for to af de tre toneangivende aktieindeks, der lukkede med plusser på op til 0,3 pct., mens det teknologitunge Nasdaq-indeks endte med et marginalt fald.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation stiger tirsdag til 4,23 pct. fra 4,18 pct. fredag ved lukketid, idet investorerne sælger ud af obligationsbeholdningen forud for en uge med et stort nysalg af virksomhedsobligationer.

Caixins PMI-erhvervstillidsundersøgelse for Kinas servicesektor viste natten til tirsdag den langsomste ekspansion i otte måneder i august, hvilket er endnu et bevis på, at landets opsving efter coronanedlukningerne vakler.

- Stemningen er dykket igen på nyt fra Kina, efterhånden som friske penselstrøg males på billedet af landets svækkede økonomi, siger Susannah Streeter, chef for pengemarkeder hos Hargreaves Lansdown, ifølge Dow Jones Newswires.

Den negative stemning omkring Kina-relaterede aktier lægger tirsdag lidt pres på USA-noterede Kina-aktier såsom Alibaba, der falder 0,4 pct., og Baidu, som ligger med et minus på 1,9 pct.

Blackstone og Airbnb stiger med henholdsvis 3,9 og 6,1 pct., efter at S&P Dow Jones Indices har meddelt, at aktien i kapitalforvalteren og overnatningsbookingselskabet vil blive tilføjet S&P 500-indekset fra handelsstart den 18. september.

FORTSAT OLIEPRODUKTIONSREDUKTION FRA OPEC+GIGANTER

Olieprisen er skudt cirka 2 pct. i vejret tirsdag eftermiddag, så en tønde Brent-olie er over 90 dollar for første gang siden november sidste år.

Opturen til olieprisen kommer, efter at Saudi-Arabien og Rusland har besluttet at fortsætte med en olieproduktion på lavt blus i yderligere tre måneder til udgangen af december.

Det hjælper olieselskaber såsom Chevron og Exxon Mobil, der lægger fra land med plusser i omegnen af 1,0 pct.



MANCHESTER UNITED DYKKER EFTER MELDING OM AFBLÆST SALG



Fodboldklubben Manchester United dykker 10,7 pct., efter at avisen Mail On Sunday har berettet om, at Glazer-familien, der er majoritetsejer af klubben, vil afblæse salget af aktier, da det ikke har nået den ønskede størrelse.

Avisen henviser til nærtstående kilder tæt på familien, skriver Bloomberg News.



Det var tidligere rygtet, at Glazer-familien sigtede efter et salg på 7,4 mia. dollar. for fodboldklubben. Markedsværdien er nu omkring 3,5 mia. dollar.



SOFTBANKS ARM KOMMER TÆTTERE PÅ NASDAQ-NOTERING

Den Softbank-ejede chipdesigner, Arm, har i næsten to år arbejdet henimod en notering på Nasdaq-børsen i USA, men nu nærmer det sig for alvor.

Tirsdag annoncerer selskabet, at det planlægger at udbyde 95,5 mio. såkaldte ADR-aktier (American depository receipts) i selskabet for en pris i intervallet mellem 47 og 51 doller per aktie.

Børsnoteringen vil med en værdiansættelse på op til 52 mia. dollar blive den største i år.



.\\˙ MarketWire



Jakob Due Jakobsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her