08. sep. 2023 kl. 15:45
315 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/åbning: Stemningen er vendt til det bedre - Apple bry...

Stemningen i USA er pludseligt vendt rundt fra rød til grøn ved åbningen af det amerikanske marked, efter at formarkedet ellers pegede på en sløj afslutning på ugen.

Også Apple, der de sidste to handelsdage er faldet efter bekymringer om, at styret i Kina har forbudt regeringsansatte at anvende iPhone, stiger i den indledende handel.

Det brede S&P 500 stiger 0,2 pct. fra start, mens Nasdaq går frem med 0,5 pct. og Dow Jones stiger 0,1 pct.

Ugen har ellers været præget af nervøsitet, efter at en stribe nøgletal har vist sig stærkere end ventet og gjort handlerne i tvivl om, hvorvidt den amerikanske centralbank kan finde på at hæve renten igen på næste møde.

APPLE VENDER RUNDT

Apple-aktien indleder dagen med et plus på 1 pct., efter at have ligget til fald i formarkedet.

Aktien har været under pres, efter at Kina angiveligt er på vej med et forbud mod, at regeringsansatte benytter Apples iPhone og andre udenlandske smartphones i forbindelse med arbejdet.

Det skaber frygt for, at techkrigen mellem Kina og USA kan tage til i omfang.

Aktien faldt onsdag og torsdag henholdsvis 3,6 pct. til 2,9 pct.

Også investordarlingen Nvidia er fredag vendt rundt og stiger fra start 0,6 pct. efter at være dykket sammenlagt næsten 5 pct. onsdag og torsdag.

VÅBENAKTIE TIL VEJRS PÅ HØJERE SALG

Våbenproducenten Smith & Wesson har løftet salget, og det får aktien til at stige 18,6 pct.

Salget endte på 114,2 mio. dollar i første kvartal af det skæve regnskabsår, mens analytikerne havde ventet et salg for 100,8 mio. dollar. Det er en fremgang fra 84,4 mio. dollar i det tilsvarende kvartal året før.

Samtidig er den justerede indtjening per aktie landet på 0,13 dollar, hvor der var ventet 0,12 dollar per aktie blandt analytikerne. Her leverede selskabet 0,11 dollar per aktie i samme kvartal et år forinden.

Blandt de øvrige bevægelser i formarkedet er blandt andet softwareselskabet Adobe at finde. Selskabet har fredag fået en købsanbefaling hos Mizuho Securities, og det er med til at sende aktien op med 1,6 pct. forud for åbningen.

DETAILKÆDE FALDER EFTER SVAGT KVARTAL OG FORLIG

Detailkæden Kroger falder 0,6 pct. fra start, da selskabet foruden at have fremlagt et svagt regnskab for andet kvartal også har meddelt om et milliardforlig for sin rolle i opioidkrisen i USA.

Forliget løber op i 1,2 mia. dollar, der skal betales til amerikanske delstater, samt 36 mio. dollar til flere indfødte amerikanske stammer.

I andet kvartal realiserede Kroger et sammenligneligt salg eksklusive brændstof på 1 pct. Her var af analytikere adspurgt af Bloomberg News dog ventet 1,51 pct.

Til gengæld landede den justerede indtjening per aktie på 96 cent, mens der var vente 90 cent.

.\\˙ MarketWire



Christian Iversen Kielberg +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her