15. aug. 2025 kl. 15:39
91 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/åbning: Unitedhealth tager tocifret hop i grøn start ...

End ikke en solid måling af det amerikanske detailsalg i juli kan fredag slå lempelseshåbene på aktiemarkedet ud af kurs, og derfor rækkes der fra starten af handlen også ud efter den fjerde rekord på stribe.

Op trækker blandt andet chipkoncernen Intel og sygekassen Unitedhealth. Sidstnævnte sendes i vejret af en historie om, at milliardæren Warren Buffett har kastet sin kærlighed på aktien.

S&P 500-indekset stiger fra start med 0,1 pct. efter rekorder både tirsdag, onsdag og torsdag, mens Nasdaq-indekset er åbnet 0,1 pct. lavere. Dow Jones-indekset løftes med 0,4 pct.

DETAILSALGSTAL TRAK I BEGGE RETNINGER

Investorerne kunne inden starten se en opgørelse af detailsalget i USA i juli, som trak både lidt i den ene og lidt i den anden retning, men ikke for alvor har formået at ændre på synet på, hvordan udfaldet bliver af rentemødet hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve, i september.

Markedsforventningen er nemlig klart lige nu, at det ender med en rentenedsættelse på 25 basispoint, selv om detailsalget, der er en vigtig komponent i det samlede amerikanske bruttonationalprodukt, fortsat steg solidt i juli og med oprevideringer af tallene for måneden før faktisk endte lidt bedre end ventet.

- Udviklingen kan blandt andet være et udtryk for, at usikkerheden omkring toldsituationen hen over sommeren er blevet mindre blandt de amerikanske forbrugere, der som følge er blevet mere villige til at bruge penge, vurderer Philip Jagd, der er aktiechef hos Sampension, i en kommentar.

Eftermiddagens opgørelse af det amerikanske detailsalg viste en stigning på 0,5 pct. på månedsbasis i juli, hvilket var en sjat lavere end økonomernes bud på 0,6 pct. ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Til gengæld blev tallet for juni oprevideret til en fremgang på 0,8 pct. fra 0,6 pct., og alt i alt er der dermed tale om ganske pæne målinger.

INTEL LØFTET AF RYGTER OM INVESTERING FRA STATEN

Donald Trumps regering er ifølge en historie fra torsdag i forhandlinger om at købe en andel af det lidt skrantende chipselskab Intel, og det sendte torsdag aktien i vejret.

Den udvikling fortsætter fredag, hvor aktien i den tidlige handel løftes med 3,1 pct. til 24,60 dollar. Torsdag steg Intel med 7,4 pct.

I udbrydergruppen fredag er også sygekassen Unitedhealth, der løftes med massive 10 pct. til 298,66 dollar fra start.

Det sker efter en historie om, at investorguruen og milliardæren Warren Buffett via sit investeringsselskab Berkshire Hathaway har købt sig ind i selskabet.

Buffetts indtog i Unitedhealth følger en periode med dårligt nyt fra selskabet. I april formåede Unitedhealth regnskabsmæssigt for første gang i ti år ikke at leve op til markedets forventninger til indtjeningen, hvilket sendte aktien brat ned.

I den negative kolonne fredag er Applied Materials, der med sit regnskab for tredje kvartal 2024/25 sent torsdag ikke levede op til markedets forventninger med prognosen for fjerde kvartal.

Det har efterfølgende medført en række sænkede kursmål hos analytikerne.

I tredje kvartal var både omsætning og indtjening lidt over konsensus, men til gengæld skuffede Applied Materials med et varsel om et fald i omsætningen i fjerde kvartal, der vurderes at ende pænt under konsensus.

Applied Materials-aktien falder med 12,7 pct. til 164,38 dollar fra start.

BIOTEKSELSKAB BRAGER FREM EFTER AMERIKANSK GODKENDELSE

Blandt de mindre aktier tager biotekselskabet Precigen raketten, efter at selskabet omkring midnat dansk tid fik en vigtig godkendelse i hus fra de amerikanske sundhedsmyndigheder, Food and Drug Administration (FDA).

Det er lægemidlet Papzimeos, der har fået en fuld godkendelse til behandling af en sjælden luftvejssygdom, og det tager investorerne i mod med bifald.

Aktien stiger med 46,8 pct. til 2,72 dollar i fredagens tidlige handel.

.\\˙ MarketWire



Mikkel Brix Kvols +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her