13. jun. 2025 kl. 15:42
58 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/åbning: Uro i Mellemøsten og stigende oliepriser tryk...

Israels angreb mod Iran presser fredag stemningen på det amerikanske aktiemarked, hvor den geopolitiske uro udløser stigende oliepriser med inflationsbekymringer til følge.

Natten til fredag angreb Israel en række mål i Iran relateret til landets atomprogram, hvilket særligt skubber oliepriserne i vejret. Uroen understøtter olieselskaberne og forsvarsaktierne, mens særligt luftfart- og krydstogtsaktierne lider under spændingerne.

Det brede S&P 500-indeks viger 0,7 pct. fra start, og Nasdaq-indekset taber 0,8 pct. Hårdest går det ud over Dow Jones-indekset med et dyk på 1,2 pct.

- Det store spørgsmål er klart, hvor længe vil det her vare?, siger cheføkonom Chris Scicluna fra Daiwa Capital Markets til Reuters.

- Markedet gør rigtigt i at sende aktier ned, olie og guld op, fortsætter han.

I en række opslag på sit sociale medie Truth Social opfordrer præsident Donald Trump Iran til hurtigt at indgå en atomaftale, "før det er for sent", hvis yderligere "død og ødelæggelse" skal undgås.

- For to måneder siden gav jeg Iran et ultimatum på 60 dage til at "indgå en aftale". Det skulle de have gjort. I dag er dag 61. Jeg fortalte dem, hvad de skulle gøre, men det kunne de ikke få gjort. Nu har de - måske - en ny mulighed, skriver præsidenten.

USA afviser dog, at landet skulle have været involveret i det israelske missilangreb.

OLIEPRISERNE I STOR STIGNING

Urolighederne i Mellemøsten understøtter fredag særligt olieselskaberne som følge af stigende oliepriser, mens ufreden får handlerne til at søge mod forsvarsaktier som Lockheed Martin.

Prisen på en tønde af nordsøolien Brent er fredag steget 7,1 pct. til 74,30 dollar, mens prisen for en tønde af den amerikanske WTI-olie koster 73,25 dollar efter et plus på 7,7 pct.

Bekymringen er ifølge Global Risk Managements chefanalytiker Arne Anders Lohmann Rasmussen, at den højere geopolitiske risikopræmie for olien kan vise sig vedvarende.

Det understøtter imidlertid olieproducenter som Chevron, Exxon Mobile og Occidental Petroleum, der i formarkedet stiger 1,3-3,3 pct. Også olieserviceselskaber som Halliburton og Schlumberger trækkes op med 1,2-2,6 pct. på samme baggrund.

Imens stiger forsvarskoncernen Lockheed Martin med 2,5 pct., og RTX går 1,8 pct. frem på den stigende uro.

Mens stigende oliepriser understøtter energisektoren, har det den modsatte virkning på rejseselskaber. Både i luftfartssektoren og blandt krydstogtselskaberne presser udsigten til højere oliepriser.

Delta Air Lines, American Airlines og United Airlines falder i niveauet 3,8-4,2 pct., og krydstogtselskaberne Royal Caribbean Cruises, Carnival og Norwegian Cruise viger 2,1-3,5 pct.

VISA OG MASTERCARD PRESSES AF MULIGT TILTAG

Kreditkortgiganterne Visa og Mastercard presses fredag af rygter om, at Amazon og Walmart vil udstede såkaldte stablecoins som et alternativ til de konventionelle betalingssystemer.

Med alternative betalingsmåder kan det betyde færre gebyrindtægter for Visa og Mastercard, der tager penge for at formidle transaktioner.

Stablecoins er kryptovaluta, der er bundet op på traditionelle valutaer.

Visa falder 4,4 pct., og Mastercard viger 4,1 pct.

OPKØB AF US STEEL TRÆKKER UD

US Steel går også en rød dag i møde fredag på forlydender om, at opkøbsforsøget fra Nippon Steel kan trække ud.

Det er det japanske medie Nikkei, der ifølge Bloomberg News fredag beretter om, at handlen risikerer at strande, hvis ikke det japanske selskab får tilstrækkelig ledelsesfrihed.

Nippon Steel arbejder derfor på at sikre en klausul i opkøbet, der giver selskabet fuldt ejerskab.

US Steel sætter sig 3,6 pct.

.\\˙ MarketWire



Morten Frederik Heltoft +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her