15. jul. 2025 kl. 13:57
48 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA´s Bessent ønsker klart brud med Powell: Forvirrende m...

Det vil være forvirrende, hvis Jerome Powell forbliver i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, når hans periode udløber i 2026.

- Traditionelt fratræder formanden i Federal Reserve også som styrelsesrådsmedlem, og der har været meget snak om, at en skyggeformand skaber forvirring forud for hans eller hendes nominering, lyder det fra den amerikanske finansminister, Scott Bessent, i et interview med Bloomberg TV.

- Og jeg kan sige dig, at jeg tror, at det vil være meget forvirrende for markedet, hvis en tidligere formand forbliver, fortsætter han.

Jerome Powells periode som centralbankformand udløber i maj 2026, mens han periode i styrelsesrådet først udløber i januar 2028.

Mens Trump-administrationens holdning til Jerome Powells forbliven efter tiden som formand er tydelig, har formanden selv afvist at kommentere fremtiden.

I interviewet oplyser finansministeren videre, at administrationen under præsident Donald Trump formelt har igangsat processen med at finde en afløser til Jerome Powell.

- Der har været mange gode kandidater, og vi vil se, hvor hurtigt det udvikler sig.

- Det er præsident Trumps beslutning, og det vil ske i hans tempo, fortsætter Scott Bessent.

Om Scott Bessent ser sig selv i rollen som formand, lyder svaret til Bloomberg TV, at han "vil gøre, hvad Trump ønsker", men at finansministeren "har det bedste job" i Washington D.C.

Finansministeren er selv med til at vælge en afløser til Jerome Powell, fortæller han.

LANGVARIGT OPGØR

Snakken om Jerome Powells fratræden følger længere tids utilfredshed fra USA´s præsident, Donald Trump, der ad adskillige omgange har rettet kritik mod pengepolitikken i Federal Reserve.

Præsidenten har gentagne gange krævet større og større rentenedsættelser for at nedbringe regeringens høje låneomkostninger.

I juni opfordrede præsidenten til en rentenedsættelse på 100 basispoint fra nuværende 4,25-4,50 pct., og i månedens løb voksede opfordringen til en lempelse på omkring 300 basispoint.

Opfordringerne fra præsidenten har også været krydret med flere øgenavne og tilsvininger af Jerome Powell. Hyppigst er formanden blevet kaldt "Too Late" - en henvisning til, at pengepolitikken i USA ifølge Donald Trump justeres med forsinkelse. "Dumrian" er også blevet brugt til at beskrive formanden.

Jerome Powell har trods påvirkningsforsøget fra Donald Trump fastholdt, at renten i USA er et godt sted. Samtidig har centralbankformanden ønsket at se effekterne af den amerikanske toldpolitik på inflationen, før renten tilpasses.

.\\˙ MarketWire



Morten Frederik Heltoft +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her