30. okt. 2025 kl. 06:34
44 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA´s centralbank sænker igen renten - GENT

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, har onsdag sænket sin rente med 0,25 pct.point til 3,75-4,00 pct.

Det fremgår af en meddelelse fra centralbanken.

- Til støtte for sine mål og i lyset af ændringen i balancen mellem risici besluttede komiteen at sænke målintervallet for federal funds-renten med 0,25 pct.point til 3,75-4,00 pct, hedder det i meldingen.

- Ved overvejelse af yderligere justeringer af målintervallet for federal funds-renten vil komiteen nøje vurdere indkommende data, den udviklende udsigt og balancen mellem risici.

Det var den anden lempelse af den pengepolitiske styringsrente i træk, da centralbanken også foretog en tilsvarende nedsættelse af fed funds-renten i midten af september.

Dengang var der tale om årets første rentesænkning.

Onsdagens lempelse af styringsrenten var helt som ventet, da 85 ud af 88 af Bloomberg News adspurgte økonomer og analytikere havde regnet med en nedsættelse på 25 basispoint, mens kun tre havde set renten uændret.

Handelen med rentefuture pegede samtidig lige inden meldingen fra Federal Reserve med en sandsynlighed på 98 pct. på, at renten ville blive sat ned med netop 0,25 pct.point.

ANDEN LEMPELSE I RAP

Da centralbanken i september ligeledes sænkede sin rente, indikerede den da også samtidig i sin kvartalsprognose, at et flertal af dens ledelsesgruppe forudså to rentesænkninger mere i år. Altså her i oktober og igen til december.

I 2024 sænkede Federal Reserve også sin rente på årets sidste tre rentemøder med samlet set 1,00 pct.point. Forinden havde banken holdt sin rente i ro siden juli 2023, da banken foretog den sidste forhøjelse i den hurtigste og stejleste stramningscyklus i 40 år.

Federal Reserve opererer under et dobbelt mandat. Det ene mål for banken er at sikre prisstabilitet, hvilket den selv definerer som en kerneinflation på 2,0 pct. om året.

PCE Core, der er det foretrukne mål for det, blev senest for august opgjort til 2,9 pct. Det var et stort set uændret niveau fra juli, men den var også taget til de foregående tre måneder.

Det andet hovedmål for centralbanken er at sikre maksimal beskæftigelse. Og her har den amerikanske økonomi den senere tid vist svaghedstegn med en forværring af forholdene i arbejdsmarkedet.

Senest tikkede ledigheden i august op i 4,3 pct. til det højeste niveau siden pandemien, da man skal helt tilbage til oktober 2021 for at finde en større ledighed.

På grund af regeringsnedlukningen, der har stået på siden 1. oktober, er ledighedstallene for september ikke blevet udarbejdet af det amerikanske arbejdsministerium.

IGEN DISSENS

Federal Reserve besluttede onsdag også at indstille sine kvantitative stramninger med virkning fra 1 december. De månedlige reduktioner af beholdningen af statsobligationer er for tiden på maksimalt 5 mia. dollar og på højst 35 mia. dollar for realkreditobligationernes vedkommende.

Federal Reserves ledelsesgruppe har 19 medlemmer, hvoraf de 12 har stemmeret ved de individuelle møder. Denne onsdag stemte ti af dem for en rentresænkning på 0,25 pct.point, mens Stephen Miran ligesom i september havde ønsket sig en lempelse af dobbelt størrelse, og Jeffrey Schmid havde foretrukket en uændret rente.

FAKTA - tabel over Federal Reserves rentebevægelser siden starten af 2008:

RENTEBEVÆGELSER FOR FED FUNDS RATE:

#

DATO                  BEVÆGELSE NYT RENTEINTERVAL I

                   (basispoint)                   %

---------------------------------------------------

29. oktober 2025            -25           3,75-4,00

17. september 2025          -25           4,00-4,25

18. december 2024           -25           4,25-4,50

7. november 2024            -25           4,50-4,75

18. september 2024          -50           4,75-5,00

26. juli 2023                25           5,25-5,50

3. maj 2023                  25           5,00-5,25

22. marts 2023               25           4,75-5,00

1. februar 2023              25           4,50-4,75

14. december 2022            50           4,25-4,50

2. november 2022             75           3,75-4,00

21. september 2022           75           3,00-3,25

27. juli 2022                75           2,25-2,50

15. juni 2022                75           1,50-1,75

5. maj 2022                  50           0,75-1,00

16. marts 2022               25           0,25-0,50

16. marts 2020             -100           0,00-0,25

3. marts 2020               -50           1,00-1,25

31. oktober 2019            -25           1,50-1,75

19. september 2019          -25           1,75-2,00

1. august 2019              -25           2,00-2,25

20. december 2018            25           2,25-2,50

27. september 2018           25           2,00-2,25

14. juni 2018                25           1,75-2,00

22. marts 2018               25           1,50-1,75

14. december 2017            25           1,25-1,50

15. juni 2017                25           1,00-1,25

16. marts 2017               25           0,75-1,00

15. december 2016            25           0,50-0,75

17. december 2015            25           0,25-0,50

16. december 2008  -75 til -100           0,00-0,25

29. oktober 2008            -50                1,00

8. oktober 2008             -50                1,50

30. april 2008              -25                2,00

18. marts 2008              -75                2,25

30. januar 2008             -50                3,00

22. januar 2008             -75                3,50

---------------------------------------------------

#

Kilde: https://www.federalreserve.gov/

*** Federal Reserve hæver renten for at bekæmpe inflation ved at bremse økonomisk aktivitet, og den primære transmissionsmekanisme er gennem finansmarkederne. Højere låneomkostninger fører til færre investeringer og mindre forbrug, en dynamik, som forstærkes, når højere rentesatser også påvirker aktiernes og obligationernes kurser og prisen på andre aktiver.

*** Det omvendte gør sig gældende, når centralbanken sænker sin rente. I det tilfælde gøres de finansielle betingelser mere lempelige. Så øges investeringerne, og der forbruges mere. Prisen på aktier såvel som obligationer stiger alt andet lige.

.\\˙ MarketWire



Redaktion +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her