05. sep. 2025 kl. 15:23
61 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/AL: Jobskuffelse holder døren pivåben for rentenedsæt...

Efter endnu en svag jobrapport fra USA er spørgsmålet ikke længere, om der kommer rentenedsættelser fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, men hvor hurtigt og i hvilket omfang de skal gennemføres.

Det vurderer Arbejdernes Landsbanks chefanalytiker, Natalia Setlak, i en kommentar til de nye data.

Fredagens nøgletal viste, at beskæftigelsen i USA i august steg med bare 22.000 personer uden for landbruget mod ventede 75.000, hvilket er en negativ overraskelse, skriver chefanalytikeren.

- Med den svage jobskabelse i august måned, står det klart, at arbejdsmarkedet har mistet momentum. Det holder døren pivåben for en rentenedsættelse fra Federal Reserve om mindre end to uger, skriver chefanalytikeren.

FED SÆNKER MÅSKE RENTEN MERE END VENTET

Kim Blindbæk der er seniorøkonom hos Sydbank, skriver i sin kommentar på jobrapporten, at Federal Reserve potentielt sænker renten mere end markedet på nuværende tidspunkt indregner.

- Vi vurderer, at en rentenedsættelse på hele 50 basispoint også kan komme i spil, skriver seniorøkonomen, mens markedet for rentefutures indregner en rentenedsænkning på 25 basispoint.

Det samlede antal af rentenedsættelser vil afhænge af, hvordan de kommende amerikanske nøgletal ser ud.

Næste uges vigtigste nøgletal er onsdagens tal for de amerikanske producentpriser og kerneforbrugerpriserne, der offentliggøres torsdag.

Selv om nøgletallene skuffer, vurderes de ikke som værende alarmerende, idet aktiviteten i servicesektoren fortsat er positiv.

- Derfor blinker vores recessionslampe endnu ikke rødt. En rentenedsættelse senere på måneden vil derfor formentlig blive præsenteret som en forsikring mod risikoen for en recession snarere end som et behov for at bekæmpe en recession, skriver Kim Blindbæk.

Noget der historisk, ifølge seniorøkonomen, vil være godt for blandt andet aktierne set over det kommende år.



.\\˙ MarketWire



Rasmus Hall +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:[email protected], www.ritzaufinans.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her