19. nov. 2025 kl. 06:32
34 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/lukning: Aktier faldt inden regnskabsbrag - Nvidia, M...

De amerikanske aktier endte tirsdag med den fjerde handelsdag i træk med kursfald, da investorerne i bekymring for en AI-boble holdt salgsknapperne nede på især navne som Nvidia og Microsoft.

Onsdag så umiddelbart ud til at ende den negative bølge. I den tidlige handel indikeredes futures-stigninger på 0,1 pct. i de tre store amerikanske aktieindeks, men markedet er nok engang vendt rundt, og kort før klokken seks er der udsigt til kursfald på 0,2-0,4 pct., når markedet åbner i New York senere på dagen.

Nvidia og Microsoft præsenterede en stor samarbejdsaftale med Anthropic, som talte ind i nervøsiteten omkring flere og flere cirkulære investeringer inden for kunstig intelligens, og samtidig var investorerne tilbageholdende inden Nvidias yderst vigtige kvartalsregnskab onsdag aften.

Markedsrenterne faldt desuden tilbage sammen med aktierne, da investorerne i en vis grad søgte sikker havn i obligationer, og på samme måder steg guldet igen tirsdag. Bitcoin vandt dog lidt frem efter et fald på mere end 25 pct. siden rekorden i oktober.

Det brede S&P 500-indeks mistede på den baggrund 0,8 pct. tirsdag, og hovedindekset, som dog på et tidspunkt også var i minus med hele 1,5 pct., er nu faldet med 3,4 pct. siden torsdag.

Dow Jones smed samtidig 1,1 pct., mens Nasdaq tabte 1,1 pct.

- Det er to temaer, som kører. Der er en sammenkædning med risk-off i bitcoin, og så er der pres på dele af teknologimarkedet, hvor man har høje vurderinger. Når kryptovalutaerne er blevet handlet ned, så er selskaber med højere vurderinger i aktiemarkedet blevet kørt med ned. Men det er ikke det samme brandudsalg som tidligere, kommenterer investeringsstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen.

- Ellers gør investorerne sig klar til Nvidias regnskab onsdag.

NVIDIA I FOKUS

Trods et krusfald onsdag på 2,8 pct. er Nvidia, verdens mest værdifulde aktie, stadig steget med mere 35 pct. i år, og derfor er forventningerne meget høje inden onsdagens tal for tredje kvartal, da frygten er, at kundernes mange AI-investeringer ikke kaster nok af sig.

Udover kursfaldet til Nvidia, der tirsdag tyngede mere end nogen anden, var der også et minus på 2,7 pct. til Microsoft.

De to var da også sammen i nyhederne tirsdag, da de valgte at investere henholdsvis 10 og 5 mia. dollar i AI-selskabet Anthropic, som til gengæld vil købe Azure-computerkraft, baseret på Nvidia-chips, hos Microsoft for 30 mia. dollar.

Temaet med leverandørfinansiering, der jo har været med til at starte AI-nervøsiteten, kom dermed igen på agendaen. Oveni det har investorerne den senere tid set at store navne som Meta, Alphabet og Amazon hente milliarder af dollar i kreditmarkedet.

- De store selskaber ændrer lidt karakter. Tidligere blev de bebrejdet for at have for mange kontanter og for bare at købe aktier tilbage. Nu bruger de mange penge, og det kritiseres også. Men de har ikke længere masser af kontanter stående til bare at bruge og samtidig at købe aktier tilbage.

- De gamle teknologinavne har imidlertid enorme cashflow. Oracle er dog en mere sårbar udtagelse.

SÆNKET ANBEFALING

Med pres på Nvidia og Microsoft var it-aktierne en af tirsdagens store tabere i S&P 500-indekset, da sektoren mistede 1,7 pct. Selv om Apple kunne nøjes med et marginalt fald på bagkant af en nyhed, om at salget af smartphones i Kina stiger kraftigt på grund af den nye iPhone 17.

Det gik dog værre i cyklisk forbrug, som smed 2,5 pct., da Amazon bakkede 4,4 pct. i kølvandet af en sænket anbefaling fra finanshuset Redburn, som i øvrigt udsatte Microsoft for samme behandling, mens Tesla også kørte 1,9 pct. bagud.

I kommunikationsservice, som faktisk steg 0,1 pct., satte Meta Platforms sig også 0,7 pct., men aktien var på et tidspunkt i minus med 3,0 pct. Det var inden nyheden om, at koncernen har vundet en monopolsag i USA efter opkøbene i 2012 og 2014 af Instagram og Whatsapp og dermed undgår en opsplitning.

I samme sektor faldt Alphabet også 0,3 pct., mens Netflix vandt 3,5 pct.

REKORD TIL NOVO-KONKURRENT

Sundhed var derimod en af tirsdagens vindere med et plus på 0,5 pct. Her trak Novo Nordisks store konkurrent Eli Lilly, der nu er størst på markedet for vægttabsmedicin i USA, op med et plus på 0,8 pct. til rekordniveau i 1030,05 dollar. I den danske handel faldt Novo Nordisk ellers med 2,5 pct.

I samme sektor vandt en anden medicinalkæmpe, Merck, også frem med 3,8 pct., da et muligt middel til behandling af forhøjet blodtryk har leveret positive data fra et klinisk forsøg.

Også i sundhed var der fremgang til Medtronic, der toppede i S&P 500 med et plus på 4,7 pct., fordi medicoselskabet opjusterede sine forventninger til den organiske vækst.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her