25. okt. 2023 kl. 06:32
116 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/lukning: Endelig fremgang til aktierne - teknologi tr...

Efter fem dage med kursfald i træk var der tirsdag endelig grønne tal til de amerikanske aktier.

Mere blandet ser det ud onsdag morgen. Tirsdagens sene regnskaber fra blandt andet Microsoft og Googles moderselskab, Aplhabet, trækker i hver sin retning i futuremarkedet, der indikerer stigning i Dow Jones på 0,2 pct., mens S&P-500 og Nasdaq står til kursfald på henholdsvis 0,1 pct. og 0,3 pct., når markedet i New York åbner senere på dagen.

Baggrundstæppet for den positive udvikling var flere gode nyheder med en bedre erhvervstillid i USA end ventet, kinesiske planer om øget stimulus, da styret i Beijing vil udvide årets budgetunderskud med 1000 mia. yen, samt en lang række solide amerikanske kvartalsregnskaber.

De lange renter, målt på den tiårige statsobligation, holdt sig samtidig nogenlunde i ro tirsdag, efter at renten mandag trak sig kraftigt tilbage fra at have kigget over 5,00 pct. for første gang siden 2007.

De korte renter tikkede dog lidt op efter gode erhvervstillidstal, da det kan øge sandsynligheden for endnu en renteforhøjelse i USA.

Tirsdag var olieprisen også på retræte, hvilket lettede presset på markedet og dæmpede frygten for inflation.

Det brede S&P 500-indeks vandt derfor frem med 0,7 pct., Dow Jones steg 0,6 pct., og Nasdaq gik mest op med 0,9 pct.

- Efterveerne af rentekorrektionen mandag løfter aktierne tirsdag. Der var en ganske markant bevægelse. Det er ikke normalt med en vending på 17 basispoint hen over samme handelsdag, siger Lars Skovgaard Andersen, der er seniorstrateg i Danske Bank, til MarketWire.

Mandag skød den tiårige rente helt op i 5,02 pct., men efter en melding fra hedgefonden Pershing Square med topchef Bill Ackman i spidsen om, at den havde lukket sine spekulationer i stigende renter på grund af de for tiden mange risici i verden, rykkede rente kraftigt ned.

- Nu kommer teknologiselskaberne også med regnskaber, og så skal investorerne være klar. Nogen synes, at teknologi måske er faldet lidt for meget, og der lukkes lidt ned for spekulationerne i kursfald, siger Lars Skovgaard Andersen.

Danske Banks seniorstrateg peger i den forbindelse på, at der kan være lagt op til mere fremgang de kommende dage.

- Jeg er mest bekymret for Apple i næste uge. Men sætter teknologikæmperne den i skabet, kan der komme medvind på cykelstierne. Markedet er positioneret til det, siger han.

Tirsdag efter markedets lukning var Microsoft, Alphabet, Texas Instruments og Visa blandt de navne, som skulle lægge kvartalstal frem.

VERIZON I VEJRET

I S&P 500-indekset steg de teknologitunge vækstsektorer som kommunikationsservice og cyklisk forbrug med henholdsvis 1,4 og 1,0 pct., mens it registrerede et plus på 0,7 pct.

Bedst gik det tirsdag dog for forsyning, som efter rentefaldet mandag og et godt regnskab tirsdag gik op med 2,6 pct.

Omvendt hørte energiaktierne til i bunden med et fald på 1,4 pct., trukket ned af olieprisen.

Alphabet steg med 1,7 pct., mens mobilselskabet Verizon, ligeledes i kommunikationsservice, vandt 9,3 pct. efter et bedre end ventet kvartal og en opjustering, og det løftede samtidig den store konkurrent AT&T med 3,9 pct.

I cyklisk forbrug kørte Tesla også frem med 2,1 pct., og Amazon vandt 1,6 pct. Der var derimod en lidt mere afdæmpet udvikling inden for it, hvor Apple steg 0,3 pct., og Microsoft gik frem med 0,4 pct. Chipkæmpen Nvidia blev dog løftet noget mere op i 1,6 pct.

VIL BØRSNOTERE VINDFORRETNINGEN

Så var der mere gang i General Electric, GE. Industrikonglomeratet opjusterede efter sine kvartalstal også prognosen, og samtidig lagde koncernen tidsplanen for en separat børsnotering af sin vindforretning frem. Det skal ske i andet kvartal næste år. Aktien i GE steg på den baggrund 6,5 pct.

Inden for forsyning havde Nextera også en god tirsdag med et plus på 7,0 pct., fordi det ellers hårdt renteramte selskab leverede godkendte tal for tredje kvartal og fastholdt sine forventninger.

På regnskabsfronten blev Coca-Cola også belønnet for en opjustering af indtjeningsforventningerne med et plus på 2,9 pct., og 3M vandt på samme baggrund 5,3 pct.

General Motors, GM, lagde også sine tal frem, men her kvitterede markedet med et fald på 2,3 pct. trods bedre end ventet bundlinje. Nyheden om, at strejken, der på fire uger har kostet 800 mio. dollar på driften, nu udvides, ødelagde stemningen.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her