11. dec. 2023 kl. 06:32
60 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/lukning: Grøn afslutning i håb om at jobtal vidner om...

Chokket over stærke jobtal forstyrrede fredag kun kortvarigt stemningen på det amerikanske aktiemarked, der snart rettede op og gik på weekend klædt i grønt.

Mandag morgen ser det forholdsvis stille ud på aktiemarkedet. De asiatiske markeder er blandede, mens futures indikerer små kursfald i det brede toneangivende amerikanske S&P-aktieindeks på knap 0,1 pct., når markedet genåbner efter weekenden i New York senere på dagen.

Fredagens udvikling skete på baggrund af et voksende håb om, at økonomien lander blødt trods den amerikanske centralbanks talrige pengepolitiske stramninger i den senere tid.

Eftermiddagens jobrapport udløste dog for en stund fald i størrelsesordenen 0,4-0,8 pct. på futuremarkedet, inden chokket igen fortog sig.

Facit ved børslukketid var et plus til det brede S&P 500-indeks på 0,4 pct. Desuden steg Dow Jones- og Nasdaq-indekset henholdsvis 0,4 og 0,5 pct.

Jobrapporten viste, at beskæftigelsen uden for landbruget voksede med 199.000 personer i november mod ventet 185.000 blandt økonomer ifølge Bloomberg News.

Men andre dele af rapporten faldt i markedets smag. Det drejer sig om de gennemsnitlige timelønninger, som steg med 4 pct. på årsbasis, helt på linje med økonomernes forventning.

Og selv om markedet efterfølgende har skruet ned for sine forventninger til en rentenedsættelse fra den amerikanske centralbank i marts, så ventes det stadig, at centralbankrenten har toppet i denne omgang.

- Vi så ikke en meget stor stigning i de gennemsnitlige timelønninger, hvilket er inflationsdelen i rapporten. Vi så et væsentligt antal job, der blev skabt.

- Det er definitionen på en blød landing, hvor inflationen er på vej i den rigtige retning, uden at man har taget livet af jobmarkedet, siger Art Hogan, chefmarkedsstrateg hos B. Riley Wealth, til Reuters.

LULULEMON SKUFFER MED PROGNOSE

Blandt enkeltaktierne vendte sportstøjsproducenten Lululemon rundt og vekslede en negativ åbning til et pænt kursløft til rekordniveau, efter at selskabet torsdag efter børslukketid gjorde status for sit tredje kvartal.

Det netop afsluttede kvartal var mere end godkendt af analytikerne, mens prognosen for fjerde kvartal var lidt svagere end estimeret.

Lululemon venter i fjerde kvartal en omsætning på 3,14-3,17 mia. dollar, hvor analytikere adspurgt af Bloomberg News havde regnet med 3,18 mia. dollar. Indtjeningen per aktie ventes i niveauet 4,85-4,93 dollar. Her lå konsensus i toppen af forventningerne.

Men efter et indledende fald fandt aktien hurtigt fodfæste og sluttede 5,2 pct. højere i 489,64 dollar.

I investeringsbanken Jefferies vurderer man dog, at Lululemons aktiekurs kan have toppet.

- Der er ikke meget plads til, at aktien kan stige fremover med en mere forsigtig amerikansk forbruger og meget høje forventninger. Lululemons storhedstid vil møde tyngdeloven i 2024, siger Randal Konik, der er analytiker i Jefferies, til Bloomberg News.

BROADCOM I STÆRK ÅRSAFSLUTNING

Den amerikanske halvlederproducent Broadcom var også aktuel med regnskab i torsdagens eftermarked. Her fremlagde selskabet tal for sit fjerde kvartal af perioden 2022/23, der udviklede sig en smule bedre end ventet.

Forventningerne til den nye periode 2023/24 var desuden stort set som ventet i markedet, og reaktionen i børsmarkedet var positiv.

I fjerde kvartal realiserede Broadcom en justeret indtjening per aktie på 11,06 dollar, mens der var ventet 10,93 dollar.

Halvlederproducenten venter i 2023/24 en omsætning på omkring 50 mia. dollar, hvor der ifølge mediet The Fly var ventet 50,3 mia. dollar.

Aktien steg 2,4 pct.

HONEYWELL I STORT OPKØB

Storkonglomeratet Honeywell, der er medlem af Dow Jones-indekset og blandt andet er kendt for at lave jetmotorer, udvidede endnu engang sin vidtforgrenede forretning.

Det skete via et opkøb af Carrier Globals sikkerhedsforretning for 5 mia. dollar inklusive gæld.

Med opkøbet styrker Honeywell sin forretningsenhed, der er specialiseret i sikkerhedssystemer og elektroniske låse til store virksomheder, skriver Bloomberg.

- Strategisk passer det her som hånd i handske for Honeywell, vurderer Nigel Coe, analytiker hos Wolfe Research.

Han peger dog også på, at der for Carrier er tale om en ganske pæn salgssum.

Carrier steg fredag 4,5 pct., mens Honeywell tabte 1,6 pct.

TO NYE GENTERAPIER GODKENDT - SELSKABER BAG FALDT

I medicinalsektoren vakte det fredag opsigt, at hele to nye genterapibehandlinger mod den sjældne sygdom seglcelleanæmi blev godkendt i USA. Hvor den slags ofte fejres på børsen, var det ikke tilfældet fredag.

Spørgsmålet er blandt andet, hvem der skal betale for de voldsomt dyre behandlinger mod den medfødte sygdom, der medfører blodmangel.

Partnerne Vertex og Crispr, der står bag den ene godkendte genterapi, tabte henholdsvis 1,1 og 8,1 pct., hvilket blandt andet ifølge Bloomberg News skal ses i lyset af, at det ikke var ventet, at den anden genterapi fra selskabet Bluebird ville blive godkendt.

Og selv drattede Bluebird over 40 pct., efter at FDA krævede en såkaldt "black box advarsel" om, at de der får behandlingen skal overvåges for blodkræft resten af livet, efter at nogle patienter, der har modtaget genterapien, er blevet ramt.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her