13. nov. 2023 kl. 06:32
43 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/lukning: Microsoft i rekord og brud på 4400 for S&P 5...

Det amerikanske aktiemarked fik fredag rundet ugen godt af med bredt funderede stigninger, men særligt drevet af teknologiaktierne.

Anderledes negativt ser det ud til, at den nye uge lægger ud mandag. Futures for de tre store amerikanske aktieindeks indikerer kursfald på 0,2-0,3 pct., når markedet åbner i New York senere på dagen.

Allerede fra fredagens åbning pegede pilen op, da markedet revancherede fald torsdag, og stigningerne tiltog i styrke som dagen skred frem.

Torsdag havde den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, ellers lagt pres på markedet med kommentarer om, at banken ikke vil tøve med at stramme politikken yderligere, hvis det er nødvendigt.

Det brød en stime på otte dage i træk med stigninger. Men fredag vendte den positive stemning altså tilbage, og med et plus til S&P 500 på 1,6 pct. til 4414 kom indekset over niveauet 4400.

BRYDER MODSTANDSPUNKT

Netop dette punkt ser nogle som et vigtigt modstandspunkt, som kan markere yderligere stigninger, hvis det brydes. Samtidig har indekset også brudt over et 100-dages glidende gennemsnit, hvilket også er et købssignal, skriver Bloomberg News.

Det teknologitunge Nasdaq-indeks steg dog fredag mest af de tre ledende amerikanske indeks - med 2,1 pct., mens Dow Jones-indekset steg 1,2 pct.

Blandt aktierne i fokus var Microsoft, som satte kursrekord i 369,67 dollar efter et plus på 2,5 pct. I teknologisegmentet udmærkede Nvidia sig også med at stige for ottende dag i træk - fredag med 3 pct.

Torsdagens udtalelser fra Federal Reserve-chef Jerome Powell var en påmindelse til markedet om risikoen for "højere renter i længere tid" for at få bugt med inflationen. Det var det negative, siger Greg Bassuk, administrerende direktør hos AXS Investments.

- På den positive side har investorerne set stærke regnskaber og en modstandsdygtig økonomi. Så alle øjne er rettet mod andre økonomiske data eller Fed-kommentarer, der kan give bedre feedback om retningen for både økonomien og markederne fremadrettet, siger Greg Bassuk endvidere til Reuters.

DISNEY UDSKYDER PREMIERER

I bunden af Dow Jones endte fredag Walt Disney med et fald på 2,3 pct. Walt Disney udskyder premieren på en række film som følge af den knap fire måneder lange strejke bland Hollywoods skuespillere, oplyser Disney ifølge Reuters.

Aktien i den danskstiftede softwareudvikler Unity var i den indledende handel fredag nede at runde et fald på 13 pct. efter et sløjt kvartalsregnskab og en manglende prognose for både fjerde kvartal og næste regnskabsår. Men den vendte siden rundt og lukkede i et plus på 7 pct.

Illumina faldt derimod 8 pct., efter at den amerikanske DNA-sekventeringsgigant har sænket sine forventninger for andet kvartal i træk.

Det sker i forbindelse med regnskabet for tredje kvartal, hvor salget steg marginalt til 1,12 mia. dollar. Her havde analytikerne ventet en stigning til 1,13 mia. dollar.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her