06. okt. 2023 kl. 06:32
36 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/lukning: Ny nedtur afværget - Apple og Nvidia holdt h...

De amerikanske aktier forsatte torsdag med at lede efter et fodfæste under vægten af de højere renter.

En hård nedtur tirsdag, blev onsdag afløst af stigninger, men torsdag var der igen indledende kursfald på menuen, inden markedet ud på eftermiddagen rettede sig og faktisk kravlede i et lille plus.

Fredag morgen er der fortsat ingen klar retningsindikation, idet futures peger på en handelsstart særdeles tæt på torsdagens slutniveau, når markedet åbner i New York sener på dagen.

Oliepriserne fortsatte også deres fald fra septembers top, ligesom renterne satte sig en smule, men dog stadig lå tårnhøjt, og det er netop renternes stigninger de seneste måneder, som har påvirket aktieinvestorernes humør i den negative retning.

Alle sektorer var på et tidspunkt torsdag i minus, men blandt andet it vendte rundt og gik i plus, hvilket løftede markedet.

Det brede S&P 500-indekset sluttede med et beskedent fald på 0,1 pct., men det var også på et tidspunkt i minus med 0,9 pct.

Dow Jones endte desuden med et marginalt minus, mens Nasdaq bakkede 0,1 pct.

- Markedet hopper frem og tilbage. Først i minus og nu omkring nul. Ingen vil rigtig have klinket noget inden fredagens vigtige nøgletal, siger Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Danske Bank.

Fredag offentliggøres den vigtige jobrapport for september, og i næste uge er der nyt om inflationen i USA i den forgange måned.

- De langsigtede investorer venter og vil ikke rigtig putte penge ind i markedet. Renten var lidt overkøbt, men nu får vi de her godkendte dage i aktierne, fordi renterne tager sig en pause.

Den tiårige rente faldt let torsdag, men er stadig steget med omtrent 1,40 pct.point fra sin årsbund i april, og den ligger nu i sit højeste siden 2007.

APPLE TRAK OP

I S&P 500-indekset var sundhedsaktierne med i top med et plus på 0,5 pct.

Blandt vækstsektorerne vendte it rundt fra et minus til et plus på 0,3 pct., mens kommunikationsservice endte med en tilbagegang på 0,1 pct., og cyklisk forbrug satte sig 0,6 pct.

Defensive dagligvarer hørte dog til helt i bunden med et minus på hele 2,1 pct.

- Hvis vi var overbekymrede, så skulle dagligvarer ikke klare sig dårligt. Omvendt stiger defensive sundhed. Det matcher heller ikke. Så det er et marked uden reel retning, konkluderer Danske Banks Lars Skovgaard Andersen.

Apple endte med at trække mest op i markedet torsdag med et plus på 0,7 pct., og chipkæmpen Nvidia bidrog ligeledes med en fremgang på 1,5 pct. Microsoft endte samtidig med et mindre plus på 0,1 pct.

Det endte derimod med et fald til Amazon på 0,8 pct. i cyklisk forbrug, hvor Tesla tabte 0,4 pct.

PRES FRA ALLE SIDER

Torsdag var nedturen imidlertid størst på dagligvaresektoren, hvor Coca-Cola mistede 4,8 pct., Pepsico tabte 5,2 pct., og Mondelez bakkede 5,3 pct.

"Pres fra alle sider" på dagligvarerne var en overskrift hos Bloomberg News fra aftagende effekt af prisstigninger og modvind fra den stærke dollar, men også med negativ påvirkning fra Novo Nordisks fedmemiddel Wegovy, som dæmper appetitten og nu rammer salget af snacks og læskedrikke, hvilket Walmart så sent som onsdag var inde på.

I sundhedssektoren var der omvendt lidt fremgang til nogle af de store medicinalproducenter. Eli Lilly steg 1,9 pct., mens Johnson & Johnson gik op med 1,0 pct., og Merck vandt 1,4 pct.

DYRT HACKERANGREB

Nede i bunden af hovedindekset var producenten af rengøringsmidler Clorox også. Koncernen blev tidligere udsat for et hackerangreb, og det har betydet et fald i salget på 23-28 pct. i selskabets netop overståede første kvartal, mens en vækst på 5 pct. ellers oprindeligt var ventet.

Aktien faldt 5,3 pct.

I den anden ende steg fødevareproducenten Lamb Weston derimod med 8,0 pct. Selskabet har leveret et bedre end ventet regnskab for sit første kvartal og samtidig løftet sin prognose for både omsætningen og indtjeningen i det forskudte regnskabsår 2023/24.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her