09. nov. 2023 kl. 06:32
81 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/lukning: Ottende handelsdag i træk med plus - ny reko...

Efter syv handelsdage i træk med plusser, hvilket ikke er set siden oktober 2021, vaklede de amerikanske aktier lidt onsdag.

Trods et minus tidligere i handelen på 0,4 pct. endte det dog med et lillebitte plus, og dermed fortsatte den utrolige stigningsstime.

Usikkerheden om udviklingen præger dog stadig markedet torsdag morgen.

Futures indikerer en lunken åbning med fald i det brede markedet på under 0,1 pct. i New York senere på dagen.

De foregående syv plusdage startede sidste mandag, efter at markedet ellers var faldet med 10 pct. fra sin sommertop og efter otte minusdage ud af ni i den foranliggende periode.

Onsdag var retningen i det noget overkøbte aktiemarked dog langt fra tydelig, da der var modvind fra stramtandede kommentarer fra chefer i den amerikanske centralbank, såvel som fra ledelsen i Den Europæiske Centralbank (ECB) og Bank of England.

Det brede S&P 500-indeks steg med 0,1 pct., mens Dow Jones mistede 0,1 pct., og Nasdaq steg 0,1 pct.

- Vi ser fortsat træg handel på aktiemarkederne onsdag, hvor investorer kæmper mod høgeagtige udtalelser fra centralbankerne på baggrund af ringe økonomiske forventninger og spekulation om rentenedsættelser næste år, siger seniormarkedsanalytiker i Oanda Craig Erlam, i en kommentar.

- Selv hvis centralbankerne mente, at renterne kunne falde næste år, ville det være urealistisk at forvente, at de siger det på dette tidspunkt, da det ville forvirre og underminere deres budskab om, at renterne skal forblive høje i længere tid, fortsætter han.

IT IGEN I PLUS

I S&P 500 steg it mest af alle sektorer med et plus på 0,6 pct. Fast ejendom vandt omtrent det samme, da sektoren her støttes af, at markedsrenterne er faldet tilbage den seneste uge eller to.

Kommunikationsservice vandt også 0,1 pct., mens cyklisk forbrug derimod tabte 0,3 pct.

Energi var igen under pres onsdag med et minus på 1,2 pct., da olieprisen for anden dag i træk faldt tilbage.

Inden for it var det de helt store navne, der trak op. Apple steg 0,6 pct., mens Microsoft satte endnu en rekord og tog den niende plusdag i træk med en stigning på 0,7 pct. til 363,20 dollar, og endelig blev chipkæmpen Nvidia løftet med 1,4 pct.

I cyklisk forbrug satte Amazon sig omvendt med 0,4, mens Tesla faldt marginalt. I kommunikationsservice steg Meta Platforms derimod 0,3 pct., mens Alphabet vandt 0,7 pct.

Med danske briller var onsdagens store nyhed at finde inden for sundhed, der faldt 0,1 pct., da Eli Lilly fik godkendt sit fedmemiddel, Zepbound, der skal konkurrere med Novo Nordisks Wegovy, af de amerikanske sundhedsmyndigheder.

Eli Lilly steg derfor 3,2 pct., mens Novos amerikanske notering blot steg 0,1 pct., selv om Novo vandt frem med 1,4 pct. tidligere i den danske handel.

EBAY STRAFFET

Regnskabssæsonen er fortsat i fuld gang. Her var Ebay et af de store navne onsdag, og handelsplatformen faldt 2,0 pct. efter en svag prognose for salget i fjerde kvartal, hvilket betød, at investorerne ignorerede et ellers lidt bedre end ventet tredje kvartal.

I minuskolonnen skilte Warner Bros Discovery sig dog noget mere ud med et fald på 19,0 pct., hvilket sendte aktien helt i bund af S&P 500.

Underholdningsselskabet fik et større underskud i tredje kvartal end ventet, da indtægterne fra tv-annoncer faldt. Skuffelsen kom på trods af den store succes med Barbie-filmen.

I samme sektor faldt underholdningskæmpen Disney 0,1 pct., inden koncernen skulle lægge sit regnskab for fjerde kvartal frem efter markedets lukning onsdag.

Biotekselskabet Gilead Sciences faldt også 3,4 pct., da et bedre end ventet regnskab for tredje kvartal var løftet af engangsgevinster. Kollegaen Biogen mistede desuden 5,7 pct. efter en nedjustering.

I den anden ende vandt Extra Space Storage mest af alle i hovedindekset med 10,6 pct. efter et bedre end ventet kvartalsregnskab.

Spiludvikleren Take-Two Interactive blev sideløbende løftet 5,2 pct. efter meldinger om, at promoveringen af den næste version af det storsælgende spil "Grand Theft Auto" vil starte til december.

Udgave nummer fem er efter "Minecraft" det næstmest solgte videospil nogensinde. Der er dog endnu ikke nogen egentlig lanceringsdato for nummer seks i rækken endnu.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her