21. maj 2025 kl. 06:32
75 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/lukning: Slut med sejrsrækken efter lang stime - Nvid...

Tirsdag blev der endelig sat punktum for en længere sejrsrække for de amerikanske aktier.

Og det ser ikke ud til, at den positive stemning vender tilbage onsdag. Futures indikerer i hvert fald kursfald på omtrent 0,3 pct. til de tre toneangivende amerikanske indeks senere på dagen.

De amerikanske aktier var frem til tirsdag ellers steget hver af de foregående seks handelsdage - med samlet set 5,4 pct. - og flere af de handelsdage startede endda et godt stykke i minus, inden stemningen vendte rundt.

I kombination med en vinderrække på ni handelsdage tilbage i april og starten af maj ser markedet nu for mange investorer overkøbt ud, samtidig med at dagene stadig går i toldpausen uden store handelsgennembrud, hvilket skaber nervøsitet.

Tirsdag var det teknologiaktierne, som trak markedet i minus, mens det var de mere defensive sektorer, som endte let i plus.

Markedsrenterne tikkede let opad i kølvandet af Moody´s nedjustering af USA´s kreditvurdering i slutningen af sidste uge. Samtidig nærmer præsident Trumps skattepakke, som i følge Det Hvide Hus vil reducere budgetunderskuddet trods 2500 mia. dollar i ufinansierede skattelettelser, sig en vedtagelse.

Det brede S&P 500-indeks faldt 0,4 pct., Dow Jones bakkede 0,3 pct., og Nasdaq gik 0,4 pct. tilbage.

HALVKEDELIGE DAGE

- Markedet har været igennem en stor krise, hvor alle var oppe på dupperne, og så er det blevet lidt kedeligt mandag og tirsdag. Ikke en gang Donald Trump kan lave rigtig ballade. Han forsøger at dog få sin skattepakke igennem, og det svækker dollar lidt og løfter renterne lidt på grund af underskuddet i den, siger investeringsstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen til MarketWire.

- Vi fik en nedjustering af USA fra Moody´s. Den havde dog været på opsynslisten længe, og den kommer jo mange år efter S&P’s nedsættelse. Det giver dog lidt støj, og budgethøgene får mere ammunition, fortsætter han.

Moody´s sænkede fredag den amerikanske kreditvurdering, men hos Fitch skete det samme allerede næsten 14 år tidligere.

De amerikanske aktier er trods tirsdagens fald også stadig steget mere end 21 pct. siden den seneste bund i starten af april.

- Aktiemarkederne ser en smule overkøbte ud, så på et eller andet tidspunkt kommer der et tilbagefald. Men det ser også ud som om, at mange investorer ikke er kommet med endnu og har en portefølje, som afspejler stor risiko for recession. Og de køber på de her små kursfald, vurderer Lars Skovgaard Andersen.

MUSK VIL IGEN ARBEJDE FOR TESLA

Det var Nvidia, som tyngede mest i tirsdagens marked med et fald på 0,9 pct., mens der ligeledes inden for it også var minus til Microsoft og Apple på henholdsvis 0,2 og 0,9 pct.

I cyklisk forbrug trak Amazon også ned med 1,0 pct., mens Tesla derimod var et lille grønt blink med plus 0,5 pct., efter at topchef Elon Musk på en konference sagde, at han nu igen vil dedikere sin tid og sin indsats til elbilproducenten efter en længere periode med fokus på politisk aktivitet.

ATTER FREMGANG TIL PRESSET SYGEKASSE

Inden for sundhed var der for tredje handelsdag i træk fremgang til sygekassen Unitedhealth på 1,8 pct.

USA´s største sygekasse fik ellers prygl tirsdag i sidste uge, da selskabet på grund af stigende sundhedsomkostninger trak sin prognose, og igen torsdag, da The Wall Street Journal skrev, at selskabet efterforskes for bedrageri med afregningen fra de offentlige sygesikringer.

Fredag aften meddelte koncernen dog, at topledelsen har været ude at købe aktier for omtrent 32 mio. dollar, hvilket investorerne altså kvitterede for mandag og tilsyneladende igen tirsdag.

Mandag til fredag i sidste uge faldt Unitedhealth med 28 pct., men siden er aktien så igen steget næsten 17 pct.

I sundhed var der også plus til Pfizer, da de amerikanske sundhedsmyndigheder vil anbefale coronavacciner til ældre samt yngre med underliggende lidelser, på 2,3 pct. På samme konto steg Moderna til tops i S&P 500 med et plus på 6,1 pct.

På regnskabsfronten faldt Home Depot med 0,6 pct. Regnskabet for første kvartal 2025/26 fra byggemarkedskæmpen var da også en blandet oplevelse, men med en lidt bedre end ventet prognose.

.\\˙ MarketWire



Redaktion +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her