24. nov. 2025 kl. 06:32
26 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/lukning: Stærkt comeback trukket af Alphabet og Eli L...

De amerikanske aktier fik fredag rystet et kortvarigt bump i de tidlige handelstimer af sig og spurtede på weekend med klare stigninger i alle tre toneangivende indeks. Mandag morgen ser de positive toner ud til at fortsætte.

S&P 500-indekset steg med 1,0 pct., Nasdaq-indekset gik 0,9 pct. frem, og Dow Jones-indekset steg med 1,1 pct.

Mandag morgen ved 6.15-tiden ligger futureskurserne på de tre ledende amerikanske indeks 0,3-0,8 pct. højere og indikerer dermed stigninger, når markedet åbner senere på dagen.

Chipkæmpen Nvidia, som ellers var nede med over 4 pct. en overgang fredag, fik begrænset nedturen, men faldt dog igen efter et ellers flot regnskab onsdag aften.

Op trak pæne plusser til Alphabet og Eli Lilly, der også passerede en stor milepæl.

Torsdag blev Nvidias stærke regnskab ellers overskygget af fornyede bekymringer om bobledannelse i aktier med fokus på kunstig intelligens, hvor netop Nvidia er en markant aktør.

Det gav klare fald til de tre ledende aktieindeks i USA, men fredag endte noget mere positivt grundet blandt andet kommentarer fra John Williams, der er chef for den amerikanske centralbanks lokale afdeling i New York.

USIKKERHEDEN LURER UNDER OVERFLADEN

Ifølge HSBC er der da heller ikke umiddelbart noget grundlæggende for aktiemarkedet, der har ændret sig.

- Vi fortsætter med at være konstruktive. Set ud fra et fundamentalt perspektiv er der ikke noget, der har ændret sig i de seneste uger, siger Max Kettner, der er chefstrateg hos HSBC, i en skriftlig kommentar til Bloomberg News.

Alligevel bor usikkerheden lige under overfladen grundet blandt andet de manglende nøgletal fra perioden med føderal nedlukning. Fredag forlyder det fra Bureau of Labor Statistics, at der slet ikke vil blive offentliggjort en inflationsrapport for oktober.

Rapporten for november ventes først offentliggjort den 18. december.

CENTRALBANKMEDLEM SER RUM FOR FLERE LEMPELSER

Fredag vejede de positive meldinger fra Federal Reserves New York-chef, John Williams, dog tungest. Han ser nemlig plads til flere pengepolitiske lempelser på den korte bane på baggrund af et fortsat svækket arbejdsmarked.

- Jeg betragter pengepolitikken som værende moderat restriktiv, om end noget mindre end før vores seneste justering, siger John Williams fredag ifølge Bloomberg News.

Centralbankchefen peger på, at risici for beskæftigelsen er steget, mens risici for inflationen er aftaget.

- Derfor ser jeg stadig plads til en yderligere justering på den korte bane af renteniveauet for at bringe politikken tættere på det neutrale interval og dermed opretholde balancen mellem opnåelsen af vores to mål, siger John Williams om centralbankens to mandater, stabil inflation og maksimal beskæftigelse.

NVIDIA FORTSATTE NED

Nvidia leverede onsdag aften atter noget bedre end ventet i markedet, hvilket i første omgang også blev konverteret til en solid stigning torsdag, men siden tog boblebekymringerne over. Aktien endte i stedet med et dyk på 3,2 pct. torsdag.

Fredag fortsatte det med at gå ned ad bakke i den tidlige handel, men ud på dagen vendte billedet, og Nvidia var en overgang pænt oppe, inden rutsjebaneturen endte med et fald på 1,0 pct. til 178,91 dollar.

Bloomberg News bragte fredag en historie til torvs om, at Trump-administrationen holder interne samtaler om måske at tillade chipkæmpen at sælge sine H200-chips i Kina.

For tiden er mikrochipsene til brug i kunstig intelligens underlagt handelsrestriktioner, og Nvidia har tidligere peget på, at det koster selskabet milliarder i omsætning.

Et positivt indslag var der til gengæld fra Googles moderselskab, Alphabet, der steg med 3,4 pct. til 299,74 dollar.

OpenAI-topchef Sam Altman har ifølge teknologimediet The Information erkendt, at Alphabets fremskridt inden for AI er imponerende og kan skabe modvind for hans selskab.

ELI LILLY BRØD GENNEM 1000 MIA. DOLLAR

Også medicinalkæmpen og Novo Nordisk-rivalen Eli Lilly fortsatte sine gode takter. Modsat danske Novo har selskabet nemlig ikke været i så kraftig modvind i år og høster store roser for sin vægttabsmedicin.

Fredag blev Eli Lilly blevet det første medicinalselskab nogensinde til at passere en markedsværdi på 1000 mia. dollar med sin stigning på 1,6 pct. til 1060,28 dollar.

Blandt de mindre navne var modekæden Gap også i kridthuset, efter at selskabet imponerede med sine salgstakter i det forskudte tredje kvartal 2025/26. Samtidig er forventningerne til hele året skruet op i toppen af det tidligere udmeldte interval.

Aktien steg med 8,2 pct. til 24,96 dollar.

Bilproducenten Ford steg desuden 3,5 pct. til 12,85 dollar, efter at selskabet bekræftede fortsat drift på en fabrik hos leverandøren Novelis, der torsdag brød i brand.

Samtidig bekræftede selskabet også sine forventninger til hele 2025.

.\\˙ MarketWire



Claus Mikkelsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her