09. aug. 2023 kl. 06:32
102 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/lukning: Succesrigt Novo-studie sendte Wall Street på...

Et regulært "home run" fra Novo Nordisk sendte tirsdag den danske medicinalkæmpe og ærkerivalen Eli Lilly højt til vejrs på det amerikanske aktiemarked.

Det skete på trods af en sur børsdag på Wall Street, hvor især bankerne var på hælene, efter at Moody´s havde skåret sin kreditvurdering af en række små og mellemstore amerikanske banker. Hertil kom skuffende handelstal fra Kina.

Onsdag morgen er der lagt op til en lidt mere positiv stemning, når markedet i New York åbner senere på dagen. Futures indikerer en stigning i det brede marked på 0,1 pct.

Tirsdag rettede S&P 500-indekset sig lidt i eftermiddagens handel, men facit blev et dyk på 0,4 pct. Nasdaq-indekset bakkede med 0,8 pct., og Dow Jones-indekset tabte 0,5 pct.

LILLY RYKKER I TOP TI BLANDT VERDENS STØRSTE SELSKABER

Ingen kunne dog stoppe Novo og Eli Lilly, der begge tordnede i vejret oven på opløftende resultater fra Novo Nordisk fra sit imødesete hjerte-kar-studie Select med vægttabsmidlet Wegovy.

Studiet, der er gennemført i overvægtige med etableret hjerte-kar-sygdom, men uden diabetes, viser, at Wegovy reducerer risikoen for alvorlige hjerte-kar-tilfælde med 20 pct. sammenlignet med placebo - eller snydemedicin.

Og det er så lovende resultater, at det formentlig vil give Novo gode kort på hånden, når der skal forhandles tilskud, vurderer analytikere. Hertil kommer, at hele markedet for behandling af fedme kan få et rygstød. Blandt andet har børshuset Morgan Stanley ifølge Bloomberg hævet sit estimat for det samlede marked for vægttabsmedicin til 77 mia. dollar, eller 524 mia. kr., i 2030. Tidligere lød børshusets estimat på 54 mia. dollar,

Et af de selskaber, der umiddelbart står til at kunne tage en pæn bid af det marked, er Eli Lilly, der håber at få Tirzepatid godkendt i år eller næste år som vægttabsmedicin. Midlet er allerede i salg som behandling af diabetes under navnet Mounjaro, og det har i kliniske studier vist meget overbevisende resultater som behandling af overvægt.

I tirsdagens regnskab for Lillys andet kvartal var det da også netop en bedre end ventet udvikling for Mounjaro, der trak op og fik Eli Lilly til at opjustere forventningerne.

På aktiemarkedet blev de lovende markedsudsigter fejret med en kursstigning til Novos amerikanske notering på hele 17 pct. til 189,12 dollar. Desuden drønede Lilly i vejret med 15 pct.

Men Wall Street var også på jagt efter andre selskaber, der vil kunne lukrere på et voksende marked for vægttabsmedicin.

Det gjaldt blandt andet WW International, der er bedre kendt som Weight Watchers og som bruger Oprah Winfrey som kendt frontfigur. Selskabet har for nyligt købt et telefirma, der udskriver recepter på vægttabsmedicin via telefon. WW International steg 12,9 pct.

Der var også rift om Viking Therapeutics, der også arbejder på et vægttabsmiddel. Her lød gevinsten på 12,6 pct. Amgen, der også arbejder på en lægemiddelkandidat rettet mod vægttab, steg lidt 3 pct.

Den markante interesse betød desuden, at Lilly rykkede hele seks pladser frem og nu ligger ellever på listen over verdens mest værdifulde. Novo rykkede fire pladser frem og ligger nu nummer 19 lige efter Walmart, men foran kinesiske Tencent.

AMERIKANSKE BANKER RAMT AF MOODY´S

Imens var humøret i den amerikanske banksektor trykket fra flere fronter. De europæiske banker faldt tirsdag, efter at Italien indførte en midlertidig ekstraskat på ekstraordinære renteindtægter i bankerne.

Men også de amerikanske banker fik et nyrehug, efter at kreditvurderingsinstituttet Moody´s sænkede sin kreditvurdering af ti små og mellemstore amerikanske banker.

Samtidig advarede Moody´s der også om nedgraderinger af flere store banker, heriblandt U.S. Bancorp, Bank of New York Mellon, State Street og Truist Financial.

U.S. Bancorp faldt 0,5 pct., og Bank of New York Mellon dykkede 1,8 pct. State Street smed 1,7 pct., mens Truist Financial nøjedes med et kursfald på 0,6 pct.

Blandt de mindre banker, der blev nedjusteret, dykkede M&T Bank og Webster Financial med henholdsvis 1,5 pct. og 2,8 pct.

UPS PRESSET AF NEDJUSTERING

Skidt nyt var der også fra pakkekæmpen United Parcel Service (UPS), der nedjusterede sine forventninger til hele 2023 efter regnskabet for andet kvartal.

Det kostede på aktiekursen, der faldt med 0,9 pct.

I den modsatte grøft endte ISS-konkurrenten Aramark, der opjusterede sine forventninger til hele 2022/23.

Aktien steg med over 7 pct.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her