02. maj 2025 kl. 15:39
95 visninger

USA/middag: Grøn start drevet af håb om nedtrappet handel...

De amerikanske aktier har taget et solidt hop fra start fredag, hvor investorerne handler S&P 500-indekset højere for niende dag i træk på om, at en deeskalering af handelskrigen mellem USA og Kina og en fin amerikansk jobrapport.

De to nyheder vejer op for lidt halvsvage regnskaber fra teknologigiganterne Apple og Amazon.

Det brede S&P 500-indels åbner med et plus på 1,0 pct., hvilket kommer i kølvandet af torsdagens plus på 0,6 pct.

Skuffelserne fra de to teknologigiganter trækker lidt ned i Nasdaq-indekset, der stiger med 0,9 pct., hvilket dog også kommer i kølvandet af torsdagens fremgang på 1,5 pct. Dow Jones-indekset løftes med 1,1 pct. efter torsdagens stigning på 0,2 pct.

Stemningen er fredag løftet efter meldingen om, at regeringen i Beijing "evaluerer" et tilbud fra Washington om at føre samtaler om den amerikanske præsident Donald Trumps told på 145 pct., og at Beijings dør er åben for forhandlinger.

- Dette er et godt træk, uanset hvilken side der tager initiativet, siger Steven Leung, administrerende direktør hos UOB Kay Hian Hong Kong, ifølge Bloomberg News.



- Der bør være en runde af short covering på finansmarkedet, da håbet om en løsning på den nuværende fastlåste situation nu stiger.

Med short covering mener Steven Leung, at investorer, der har satset på kursfald må i markedet og købe de shortede aktier tilbage, hvilket alt andet lige presser kurserne op.



Den opløftede stemning på finansmarkederne blev endnu mere eksalteret, efter at jobrapporten for april viste, at beskæftigelsen voksede langt mere end ventet.

Beskæftigelsesrapporten, der er offentliggjort fredag eftermiddag, viste en jobskabelse på 177.000 job, mens forventningen var et fald til 138.000 fra 185.000 måneden før.

Men sidste måneds tal er samtidig blevet revideret ned fra tidligere 228.000.

Arbejdsløsheden var uændret 4,2 pct., mens timelønningerne i gennemsnit steg 3,8 pct. mod en forventning om en stigning på 3,9 pct.

APPLE PRESSES AF SVAGT KINESISK SALG OG HØJE TOLDUDGIFTER

Apple går en rød dag i møde fredag, da techgigantens regnskab for andet kvartal viste et overraskende skuffende salg i Kina, hvor Apple har tabt terræn til kinesiske alternativer.

Samtidig ventes effekten af USA´s præsident Donald Trumps handelskrig at koste dyrt i det nye kvartal.

- Håbet var vækst i Kina, da der er blevet indført subsidier for at stimulere efterspørgslen i regionen, bemærker analytikere fra Bloomberg Intelligence om Apples omsætning i Kina, som i kvartalet faldt 2,3 pct. til 16 mia. dollar mod ventede 16,83 mia. dollar.

Tilbagegangen er særligt dårligt nyt for Apple, som har tabt terræn til lokale techbrands som Huawei, Xiaomi og Oppo, mens regeringen også har forbudt udenlandsk teknologi på flere arbejdspladser.

I fredagens første handler falder Apple-aktien med 4,4 pct.

AMAZON RAMT AF TOLDUSIKKERHED

Amazon skuffede torsdag aften investorerne med en overskudsprognose for de igangværende tre måneder formentlig negativt påvirket af handelsuroen og en del til den lave side, ligesom cloud-indtægterne lå lavere end ventet i første kvartal.

Analytikerkorpset virker dog nogenlunde fortrøstningsfuld, hvor Citi pointerer, at efterspørgslen fortsat er modstandsdygtig trods toldusikkerheden og hos Jefferies pointeres det, at Amazon har en tendens til at være pragmatisk og at selskabet over de seneste 12 kvartaler har overgået midten af prognoseintervallet med 67 pct.

Investorerne lader heller ikke til at være så bekymret, da de handler aktien 0,1 pct. højere.

Blandt de tunge aktier er der også fremgang at spore for Novo-konkurrenten Eli Lilly, der løftes 3,9 pct., og Nvidia, som stiger 3,0 pct., mens Microsoft og Meta stiger med cirka 2 pct.

TAKE-TWO RAMT AF UDSKUDT GTA 6

Grand Theft Auto 6 bliver først udgivet i 2026.

Det er en kendsgerning fredag, hvor Rockstar Games har måttet droppe sit hidtidige mål om at få det populære spil på gaderne i år.

Forventningen var oprindeligt, at spillet skulle udgives i efteråret 2025, 12 år efter at spilseriens femte udgave blev udgivet.

Take-Two, der ejer Rockstar Games, falder fredag 4,4 pct.









.\\˙ MarketWire



Jakob Due Jakobsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her