07. jul. 2025 kl. 18:05
82 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/middag: Toldfrygt tynger aktier - Tesla dykker på Mus...

Det spidser til på Wall Street, hvor investorerne holder nervøst øje med udmeldinger fra Det Hvide Hus om mulige handelsaftaler.

Toldstarten er ganske vist skubbet til 1. august, men deadline for at forhandle udløber ifølge præsidenten onsdag. Og det bliver taget skidt imod af investorerne, der sender aktierne ned i middagshandlen.

Faldene er taget til midt på dagen, hvor det teknologtunge Nasdaq-indeks dykker 0,8 pct. Det brede S&P 500 ligger 0,6 pct. lavere, mens de 30 aktier i Dow Jones taber 0,8 pct.

Der har været flere forskelligartede udmeldinger omkring de mulige handelsaftaler, men Donald Trump har mandag varslet, at han vil udsende breve med nye toldsatser og aftaler.

Ifølge USA´s finansminister, Scott Bessent, ventes flere aftaler at lande de næste 48 timer frem mod deadline. Det siger han til CNBC, der også fortæller om en fyldt indbakke med nye tilbud, og at præsidenten er bekymret over "kvaliteten af aftalerne, ikke kvantiteten."

- Kortsigtede "aftaler" har et begrænset omfang og efterlader flere ubesvarede spørgsmål, siger Seth Carpenter, der er cheføkonom hos Morgan Stanley, til Bloomberg News.

- Omfattende handelsaftaler, der mindsker handelsusikkerhederne, vil tage meget længere tid at udfærdige og kræver klarhed om de igangværende undersøgelser og juridiske udfordringer, siger han videre.

TESLA FALDER EFTER MUSKS PARTIPLANER

Tesla-topchef Elon Musks planer om at stifte et politisk midterparti i USA falder bestemt ikke i god jord hos investorerne i elbilproducenten.

Lørdag meddelte topchefen, at han har stiftet midterpartiet America Party, og det rammer Tesla-aktien, der mandag dykker 7,4 pct.

Heller ikke Donald Trump, som ellers tidligere har arbejdet sammen med Elon Musk, bifalder det nye initiativ. De to er raget uklar over lovpakken "Big Beautiful Bill", der blev vedtaget sidste uge.

Lovpakken er blevet kritiseret af Elon Musk for at hæve gældsloftet. Dertil gøres der op med statstilskud til køb af elbiler samt en mindre lempelig politik inden for bæredygtig energi.

Blandt de øvrige selskaber i "magnificent seven" svinger teknologigiganten Apple mellem plus og minus. Aktien blev i første omgang sendt op på trods af uenighed med EU, hvor selskabet har anket en bøde på 500 mio. euro fra EU, der beskrives som værende "uden fortilfælde".

Apple er dog vendt rundt i middagshandlen og falder 0,6 pct.

Bøden, der svarer til 3,7 mia. kr., omhandler App Store, der ifølge EU-Kommissionen overtræder forordningen Digital Markets Act, da udviklere, der har apps i App Store, ikke har tilstrækkelig mulighed for at få deres brugere til at betale for produkter og services uden om App Store. Teknologigiganten har efter eget udsagn foretaget ændringer af sin politik for App Store i EU, så den er i overensstemmelse med kravene, oplyser Apple.

Nvidia falder derudover 1 pct. på tolduro, mens kun Amazon stiger blandt de syg aktiekæmper.

OPKØB SENDES OP

Den franske it-koncern Capgemini har været på indkøb og overtager amerikanske WNS i en handel til 3,3 mia. dollar, eller næsten 21 mia. kr. Prisen svarer samtidig til en præmie på 17 pct. sammenlignet med seneste lukkekurs.

Transaktionen er blevet enstemmigt godkendt af begge virksomheders bestyrelser.

Aktien i WNS stiger 14,2 pct.

Omvendt går det for parterne i en anden it-fusion mellem det amerikanske cloud computing-selskabet Coreweave, som køber Core Scientific i en fuld overtagelse til omkring 9 mia. dollar eller mere end 57 mia. kr.

Begge parter bliver sendt ned. Core Scientific falder 14,9 pct. og Coreweave med 2,4 pct.





.\\˙ MarketWire



Christian Iversen Kielberg +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her