02. maj 2025 kl. 14:55
94 visninger

USA/Sterna Capital: Fin jobrapport siger ikke så meget om...

Det amerikanske arbejdsmarked viste sig stærkere end ventet i april, men man skal dog passe på med at lægge for meget i den umiddelbare positive overraskelse.

Det vurderer chefstrateg Mikael Olai Milhøj fra Sterna Capital Partners, efter at jobrapporten for april viste en en beskæftigelsesfremgang på 177.000, hvilket er ganske fint i et opsving.

Men marts måned blev revideret ned fra 228.000 til 185.000, hvilket trækker ned, men altså også fortsat er en fornuftig beskæftigelsesfremgang. Ledighedsprocenten var uændret på 4,2 pct., hvilket er lavt i en historisk sammenhæng.

- Selv om jobrapporten er én af de første vigtige offentliggørelser, der dækker perioden, efter Trump annoncerede sin store handelskrig 2. april, er den i virkeligheden fortsat en gammel nyhed, skriver chefstrategen og fortsætter:

- Derfor skal man passe på med ikke at overgøre betydningen af, at jobrapporten var fin – det var i virkeligheden nok ikke den store overraskelse, at den ville vise, at der fortsat er gang i arbejdsmarkedet, når ingen indikatorer tyder på en massiv opbremsning her og nu.

Trumps handelskrig mod især Kina har medført en stigende bekymring for en større vækstopbremsning i amerikansk økonomi.

- Men det er en effekt, der nok vil tage 3-6 måneder om at udspille sig, hvis det sker. Beskæftigelsen vender typisk senere end den generelle konjunktursituation, da der er en omkostning forbundet med at hyre og fyre folk, skriver Stena Capital Partners chefstrateg.

Handelskrigen betyder mest for markederne de kommende 1-2 måneder, men så vil fokus ifølge Sterna Capitals chefstrateg også efterhånden være på at analysere de makroøkonomiske konsekvenser på en 3-6 måneders horisont.



.\\˙ MarketWire



Jakob Due Jakobsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her