12. dec. 2023 kl. 15:16
140 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/strateg: Inflationstal ændrer ikke på spekulationer o...

Tirsdagens inflationstal fra USA kommer ikke til at ændre på markedets forventninger til, hvornår den amerikanske centralbank, Federal Reserve, vil begynde at sænke renten.

Det vurderer Mikael Olai Milhøj, der er chefstrateg i Sterna Capital Partners.

- Risikofyldte aktiver som aktier og erhvervskreditobligationer har klaret sig godt de seneste uger. Blandt andet fordi der har været stigende forventninger til, at den amerikanske centralbank vil lempe pengepolitikken næste år efter et lavere inflationspres, skriver Mikael Olai Milhøj i en kommentar.

- Offentliggørelsen af inflationstallene for november ændrer ikke umiddelbart ved det, fortsætter han.

Onsdag aften kommer der rentenyt fra Federal Reserve.

Det står efterhånden klart, at centralbanken næppe kommer til at hæve renten mere i denne omgang, men investorerne er den seneste tid begyndt at spekulere i, hvornår Federal Reserve løfter foden fra bremsen og sætter renten ned.

- Det store spørgsmål onsdag aften er, hvor meget centralbankdirektør Jerome Powell har tænkt sig at tale imod den nuværende markedsprisning. Han forsøgte forleden ved at sige, at det er for tidligt at tale om rentenedsættelser, men det ignorerede investorerne. Spørgsmålet er, om han vil stramme retorikken, eller om man egentlig måske er meget tilfreds med situationen, skriver Mikael Olai Milhøj.

Nøgletallene viser, at forbrugerpriserne steg 0,1 pct. i forhold til oktober. På årsbasis endte forbrugerpriserne på 3,1 pct.

- Tallene var inden for det forventede, og derfor har der ikke været en stor markedsreaktion på baggrund af tallene, skriver Mikael Olai Milhøj.

Efter offentliggørelsen af tallene blev dollar og renten på den amerikanske tiårige statsobligation løftet marginalt, mens aktierne blev svækket en smule.

.\\˙ MarketWire



(Redaktion +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk)

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her