08. aug. 2023 kl. 06:32
103 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/T-bond: Høgeagtige toner fra Bowman sendte renterne o...

De amerikanske obligationsrenter steg mandag efter kommentarer fra centralbankchef Michelle Bowman om, at nye renteløft kan komme på tale i kampen mod inflationen.

De skal dog understøttes af nye økonomiske data, var pointen fra Michelle Bowman, chef for den Federal Reserves afdeling i Atlanta.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg mandag 5 basispoint til 4,09 pct.

Tirsdag morgen forrentes den tiårige statsobligation med 4,06 pct. på T-bond markedet i Tokyo.

Det er 3 basispoint mindre end ved dansk markedslukning mandag klokken 17.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligation sluttede 2 basispoint højere i 4,78 pct.

Tirsdag morgen er renten på den toårige statsobligation 4,76 pct. i Tokyo.

Ingen væsentlige nøgletal mandag gav handlerne mulighed for i stedet at rette blikket mod resten af ugen, der blandt andet byder på inflationstal for juli.

Økonomerne venter ifølge Bloomberg News, at inflationen i juli er tiltaget til 3,3 pct. fra 3,0 pct. måneden før. Omvendt ses kerneinflationen aftage en spids til 4,7 pct. fra 4,8 pct. i juni.

Det kan betyde, at Federal Reserves arbejde med at få inflationen i et niveau på omkring 2 pct. endnu ikke er overstået.

Det vurderer Michelle Bowman, der har stemmeret i Federal Reserves pengepolitiske komité, FOMC, ifølge Bloomberg News.

- Jeg støttede renteforhøjelserne ved vores møde i juli, og jeg venter, at yderligere løft sandsynligvis vil være påkrævet, hvis inflationen skal nå FOMC´s mål, siger centralbankdirektøren ved et arrangement mandag.

Ved rentemødet i juli hævede Federal Reserve renten 25 basispoint til 5,25-5,50 pct.

Fredag gav en blandet jobrapport anledning til rentefald, da jobskabelsen uden for landbruget viste dog lavere end ventet i juli. Omvendt faldt arbejdsløsheden, imens timelønningerne fastholdt en stigningstakt på 4,4 pct. - begge mod forventning.

- Vi har gjort fremskridt i kampen mod inflationen over det seneste år, men inflationen er stadig betydeligt over FOMC´s mål på 2 pct., og arbejdsmarkedet er fortsat varmt med ledige stillinger langt over antallet af arbejdstagere, siger Michelle Bowman.

Centralbankchefens varsler til trods tror markedet ikke meget på et renteløft, når FOMC igen mødes i september.

Af rentefutures fremgår det, at et væsentligt flertal venter en fastholdelse af renten. Markedet venter omvendt heller ikke en rentesænkning lige foreløbig.

- Rentesænkninger er blevet udelukket - ikke indtil udgangen af første kvartal næste år er det ventet, siger Kevin Flanagan, der er handelschef i Wisdomtree, til Reuters.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her