23. okt. 2023 kl. 06:32
61 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/T-bond: Investorer søgte i ly og sendte renterne ned ...

Fredag gik søgningen mod sikker havn endelig mod obligationsmarkedet, hvilket sendte kurserne på de rentebærende papirer opad, og de effektive renter nedad.

Det var frygten for en eskalering og udvidelse af krigen mellem Hamas og Israel til også at omfatte andre områder og andre lande, som skabte øget interesse for amerikanske statslån, der ellers er gået den anden vej hele ugen, mens investorerne i stedet har søgt ly i guld og sølv.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt med 8 basispoint til 4,92 pct. I løbet af fredagen blev den tiårige rente handlet mellem 4,89 og 4,99 pct., og henover ugen blev det til et samlet rentehop på hele 31 basispoint fra 4,61 pct.

Mandag morgen forrentes den tiårige T-bond med 4,96 pct. på markedet i Tokyo.

Det er 4 point over renten, da obligationshandlerne i Danmark slukkede for skærmene og gik på weekend.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligationsrente tikkede ned med 9 basispunkter til 5,08 pct., og dermed nøjedes den korte rente med at stige 2 punkter i løbet af ugen.

Mandag morgen er renten på den toårige T-bond med 5,11 pct. på markedet i Tokyo.

- Det er svært at sælge sikker varighed lige nu, hvis man er bekymret for situationen i Mellemøsten, og retningen herfra er, tror jeg, meget, meget usikker, siger Erik Weisman, cheføkonom hos MFS Investment Management, til Reuters.

Prisen på såvel guld som sølv steg dog stadig fredag med henholdsvis 0,4 og 1,4 pct., og de to metaller vandt på den baggrund frem med respektive 2,5 og 2,9 pct. i løbet af ugen. Til trods for, at man altså ikke kan få noget renteafkast på dem.

- Der er som om, der virkelig ingen tiltro er til amerikanske statsobligationer. Der er lidt en falliterklæring, at investorerne vælger guld og sølv frem for at få 5 pct. i rente i det helt korte pengemarked, kommenterede Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Danske Bank, torsdag.

- Jeg tror dog på, at det er ved at være slut med rentestigningerne. Renten vil toppe snart.

En del af forklaringen på presset på især de lange renter er, udover inflationsforventningerne, at både finansministeriet og centralbanken i USA, trækker likviditet ud af finansmarkedet.

Federal Reserve er godt i gang med at reducere sin balance ved at sælge de mange obligationer, som den købte under pandemien.

Samtidig skal den føderale regering i USA fortsat finansiere store budgetunderskud og nu betale højere renter af den enorme gæld, og derfor sælger finansministeriet for milliarder af dollar af nye statslån.

Regeringen havde samtidig sparet et ekstra behov op, da politikerne i første halvår ikke kunne blive enige om at løfte det lovvedtagne gældsloft, som man ellers nåede i starten af året. I starten af juni blev man dog enige om ikke bare at hæve loftet, som siden 1917 er blevet hævet 78 gange, men faktisk helt suspendere det frem til udgangen af 2024.

Siden da er den tiårige rente steget med mere end 1,20 pct.point.

Med udviklingen fredag rettede rentekurven sig til minus 16 point mod negative 17 point torsdag, mens den over alle fem handelsdage steg den samlet set fra minus 45 point. Kurven signalerer dermed fortsat en recession forude, men altså ikke så kraftigt som for en uge siden og langt fra så kraftigt som i marts, da den var i minus 109 punkter.

En negativ rentekurve betyder, at renten på kortsigtede lån er højere end renten på langsigtede lån. Dette skaber bekymring hos investorer, da det ofte indikerer manglende tillid til økonomien på længere sigt.

Investorerne vælger samtidig kortsigtede investeringer, da de forventer, at økonomien vil bremse ned, hvilket også kan øge risikoen for en recession på grund af lavere efterspørgsel og investeringer.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her