05. apr. 2024 kl. 06:32
60 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/T-bond: Nervøsitet i aktiemarkedet støttede rentefald...

De amerikanske markedsrenter faldt torsdag, da investorerne søgte tilflugt i obligationerne fra en markant vending i aktiemarkedet, og efter en måling, som viste flere nye ledige i USA i sidste uge.

Det var en pludselig bekymring for, at Federal Reserve måske først vil sænke renten noget senere i år eller måske slet ikke, som sendte aktierne fra et plus på næsten 1 pct. til et minus på 1,2 pct., mens obligationskurserne i stedet blev budt op.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt derfor med 4 basispoint til 4,31 pct. Henover torsdagen blev den lange renten registreret i en top i 4,38 pct. og en bund i 4,30 pct.

Fredag morgen forrentes den tiårige T-bond med 4,32 pct. på markedet i Tokyo. Det er 2 point under renteniveauet, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede torsdag.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligation så samtidig sin rente sætte sig med 3 basispunkter til 4,64 pct., mens den fredag morgen forrentes med 4,65 pct. Niveauet er her 3 basispoint under niveauet end ved dansk markedslukning torsdag.

Renterne startede med at sætte sig lidt, da en opgørelse over nytilmeldte ledige i sidste uge overraskede til den høje side med 221.000 nye arbejdsløse amerikanere mod ventede 214.000.

Imens kravlede olieprisen dog op, og Neel Kashkari, direktør for Federal Reserves afdeling i Minneapolis, åbnede døren for slet ingen rentesænkninger i år, selv om flertallet af bankens ledelse så sent som i sidste måned pegede på tre.

Det gav nervøsitet i aktiemarkedet, især inden fredagens officielle jobrapport for marts, og flugt mod sikkerhed i obligationerne sendte renterne længere ned.

På længere sigt er den mere nøgterne forventning i rentemarkedet dog stadig, at centralbankrenten skal ned, og dermed også markedsrenterne.

- Der er en smule træthed omkring bevægelsen højere i renterne og ikke rigtig nogen lyst til at tage nye positioner inden jobrapporten fredag, siger Zachary Griffiths, seniorstrateg hos Creditsights, til Reuters.

- Det synes dog som om, at vejen frem med mindst modstand er mod højere markedsrenter og en pengepolitisk rente, som vil forblive højere i længere tid.

Den amerikanske centralbank har to hovedmål, fuld beskæftigelse og prisstabilitet, og fordi det går så godt med det ene, arbejdsmarkedet, hvor ledigheden er på blot 3,9 pct., kan Federal Reserve tålmodigt lade den restriktive rente arbejde videre med at bremse økonomien og få inflationen ned.

Onsdag sagde Jerome Powell, formanden for centralbanken, da også, at den kan vente og se tiden an, men han mente også, at det stadig ville være "passende" med lempelser senere i år.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her