03. maj 2024 kl. 06:32
39 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/T-bond: Nyt rentefald efter Powells udelukkelse af re...

De amerikanske statsobligationer handels ikke i Tokyo fredag, da markedet er lukket for den japanske Constitution Day.

De amerikanske markedsrenter fortsatte torsdag med takterne fra onsdag ved at sætte sig i kølvandet af en mindre høgeagtig centralbank end frygtet.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt med 5 basispoint til 4,58 pct., hvilket var 4 point under rentens niveau, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede. I løbet af torsdagen blev den tiårige rente handlet mellem 4,57 og 4,65 pct.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligation, der er mest følsom over for forventningerne til centralbankrenten, så samtidig sin rente tikke ned med 9 basispunkter til 4,88 pct.

Federal Reserve fastholdt onsdag sin toneangivende rente i 5,25-5,50 pct., ligesom bankens formand, Jerome Powell, indikerede, at renterne ville være højere i længere tid på bagkant af en række varmere end ventet inflationsmålinger.

Han slog dog fortsat en optimistisk tone an i forhold til at få inflationen bragt ned. Samtidig betegnede formanden det som "usandsynligt", at den næste bevægelse i renten vil være opad.

Og det var samlet ikke helt så høgeagtigt som frygtet i markedet, hvor renterne den senere tid er kørt kraftigt op.

- Man har dels haft den her opbyggede frygt for en mere høgeagtig amerikansk centralbank, og vi endte onsdag op med et blødere scenario. Så tilpasses positionerne. Der er torsdag nemlig ikke flugt mod sikkerhed, der presser renterne ned, for vi ser solid fremgang i aktierne, siger Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Danske Bank.

- Investorerne havde nok fået handlet renterne lidt for meget i vejret op til rentemødet.

JOBRAPPORT VENTER

Handlen med rentefutures pegede torsdag desuden på et sted mellem en og to rentenedsættelser i år til en slutrente for 2024 på 4,93 pct. Det skal sammenlignes med et bud på 5,05 pct. tirsdag inden rentemødet i USA.

Trods en del nøgletal torsdag, herunder for fabriksordrerne, de varige goder og handelsbalancen, så var det en halvstille omgang, hvor investorerne dog kunne varme op til fredagens vigtige jobrapport for april med lidt færre nytilmeldte ledige i sidste uge.

Her ventes ifølge Bloomberg News et fald i jobskabelsen uden for landbruget til 240.000 stillinger mod 303.000 i marts. Ledigheden ses uændret i 3,8 pct., mens lønstigningerne på månedsbasis også spås uændrede i 0,3 pct.

Onsdag fortalte Jerome Powell, da inflationen nu er kommet godt ned fra toppen i 2022, at nu er beskæftigelsen kommet tilbage i fokus hos banken, og han indikerede ifølge The Wall Street Journal, at der nok skal en stigning i arbejdsløsheden på mere end 0,2 pct.point for at udløse en rentenedsættelse.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her